Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ledende overlæge: Reform kan frigøre kræfter på hospitalerne

Den nye sundhedsreform vil betyde, at flere patienter fremover skal behandles tættere på hjemmet. Det kan forhåbentlig være med til at skabe større råderum til at fokusere på de specialiserede opgaver på landets hospitaler, mener ledende overlæge.

Regeringen har netop fremlagt sin sundhedsreform. Reformen indeholder en række initiativer – blandt andet princippet om en langt større grad af nærhed: Der skal med andre ord ske en ændring i retning af et øget fokus på de borgernære tilbud hos praktiserende læger, i hjemmeplejen og på nærhospitalerne.

På Sydvestjysk Sygehus hilser ledende overlæge på Medicinsk afdeling, Torben Knudsen, netop initiativet til, at der fremover skal være en højere grad af nærhed i behandlingen velkommen:

”Sygehusene kan ikke belastes mere end de allerede er nu - og de løsninger vi på hospitalerne kan byde ind med, er ikke i alle tilfælde de bedste og i øvrigt heller ikke de billigste.”

En omfattende opgradering

Det er desuden Torben Knudsens håb, at der i kølvandet på reformen vil blive stillet en række kvalitets- og service-krav til den primære sundhedstjeneste, som de skal leve op til i lighed med den proces, som hospitalerne har været igennem de senere år.

”Det vil kræve en større og omfattende opgradering af den primære sundhedssektor og i plejetilbuddene – men det er også reformens hensigt, at det skal ske.”

Mange kronikere med for eksempel hjertelidelser, KOL. Og diabetes vil i fremtiden kunne drage fordel af lokale sundhedstilbud – og det vil frigøre kræfter på sygehusene, mener Torben Knudsen.

”I den ideelle verden kan man som en følge af dette håbe at hospitalerne får luft og råderum til at fokusere på de lidt mere specialiserede opgaver, uden at borgerne oplever en forringelse.”

På den lidt kortere bane har Torben Knudsen dog en enkelt betænkelighed:

”Man kan frygte at fokus på primærsektoren vil betyde så stor efterspørgsel på sundhedspersonale der, at det kan blive vanskeligt at opretholde en tilstrækkelig bemanding på hospitalerne.”

 

LÆS OGSÅ:

 


Mere nærhed i sundhedsvæsenet

  • Flere patienter skal behandles tættere på hjemmet, og flere ukomplicerede behandlinger skal udføres af ens egen læge eller af det kommunale sundhedspersonale.
  • Der er en målsætning om 500.000 færre ambulante besøg og 40.000 færre indlæggelser på sygehuset frem mod 2025
  • Der skal oprettes en nærhedsfond på seks mia. kroner, som skal løfte det nære sundhedsvæsen
  • Der skal flere praktiserende læger - der skal uddannes i alt 160 ekstra i 2019 og 2020. På et nyt pressemøde på fredag vil regeringen fortælle, hvad den vil gøre her og nu for at løse problemet med for læger og sygeplejersker
  • Der skal flere moderne sundhedshuse med f eks praktiserende læger og andet sundhedspersonale. Med Nærhedsfonden regner statsministeren med, at der bliver råd til 25 ekstra topmoderne sundhedshuse og renovering af flere end 100 lægeklinikker
  • Der oprettes 100 nye ydernumre - altså licenser til at drive en lægeklinik
  • Der skal mere sundhedspersonale og et kompetenceløft i kommuner og almen praksis. Der skal bl.a. uddannes 2000 flere sygeplejersker de kommende år
  • Der skal laves en national kvalitetsplan, som skal sætte faglige standarder for de nære sundhedstilbud i hele landet.

Tags: sundhedsreform