Regeringskilder nævner overfor Berlingske den tidligere mangeårige formand for Danske Regioner Bent Hansen som en oplagt kandidat til formandsposten i det nye nationale organ Sundhedsvæsen Danmark.
Kilder i regeringen nævner direkte over for Berlingske Bent Hansen som en oplagt kandidat til at stå i spidsen for bestyrelsen i et nyt statsligt organ, Sundhedsvæsen Danmark, som får det overordnede ansvar for at styre driften af hospitalerne og skabe en mere ensartet løsning af en række områder inden for IT, akutområdet og i forhold til patientrettigheder.
70-årige Bent Hansen trak sig tilbage før regionsvalget i 2017 efter at have været regionsrådsformand i Region Midtjylland og formand for Danske Regioner, siden regionerne kom til verden i 2007, hvor de afløste amterne i forbindelse med kommunalreformen.
Selv ønsker Bent Hansen ikke at kommentere overvejelserne, og om han i givet fald vil være interesseret.
»Jeg har intet hørt om det, og jeg vil heller ikke forholde mig til det,« siger han til Berlingske.
I oplægget til sundhedsreformen nævnes det, at den kommende bestyrelse skal bestå af »stærke fagligheder« , ligesom det ifølge regeringskilder er vigtigt at have folk med»politisk tæft« .
Regeringen oplyste desuden ved offentliggørelsen af reformen, at administrationen i Sundhedsvæsen Danmark bliver placeret i Aarhus, hvilket i givet fald også kunne bekomme Bent Hansen vel.
Til Viborg Stifts Folkeblad Iger Bent Hansen, at han ikke har meget forståelse for regeringens planer om at nedlægge regionerne og fjerne det folkevalgte element fra hospitalerne. "Hvorfor har han dog så travlt med at fjerne 205 folkevalgte og lade dem erstatte af en national bestyrelse? Det er der da ikke meget at hente i, tværtimod. Hvis regeringens plan lykkes, får vi centrale beslutninger, der betyder, at vi alle får hovedstadens løsninger. Erfaringen viser, at man vælger det, man ser lige ud ad vinduet. Det betyder, at vi alle får hovedstadskvalitet," siger han til avisen.
Bent Hansen mener, at man ikke skal undervurdere den konkurrence, der også har været mellem regionerne.
Sundhedsvæsen Danmark får følgende opgaver og kompetencer:
• Forhandle den årlige økonomiske ramme og udviklingsplan med regeringen • Sikre fremdrift i de fem sundhedsforvaltninger med løft af kvalitet og sammenhæng • Sikre udbredelse af best practise-løsninger og ideer til hele landet, herunder opsamling og udbredelse af gode løsninger etableret i de lokale sundhedsfællesskaber • Følge op på patientrettigheder, så alle patienter har sikkerhed for, at rettighederne efterleves ens og korrekt • Implementere de nationale retningslinjer for akutområdet • Sikre efterlevelsen af de nationale retningslinjer for sammenhængende sundheds-it og bedre brug af data til kvalitetsudvikling og forskning i sundhedsforvaltningerne • Understøtte det forpligtende nationale samarbejde om højt specialiseret behandling • Godkende større it- og digitaliseringsprojekter i sundhedsforvaltningerne • Fastsætte bindende standarder på indkøbsområdet, herunder beslutte fælles indkøb på tværs af sundhedsforvaltningerne. • Sikring af et (fortsat) særligt overenskomstsystem, som tager hensyn til forholdene i sundhedsvæsenet • Forankring for fælles sygehusmedicinindkøb (AMGROS med styrkede kompetencer) • Forankring for Medicinrådet
I bestyrelsen vil indgå medlemmer med erfaring fra sundhedssektoren. Der skal være en bestyrelsesformand, og derudover er de fem bestyrelsesformænd for sundhedsforvaltningerne fødte medlemmer af bestyrelsen.
Derudover udpeges et medlem på baggrund af forslag fra patientforeningerne.
De resterende fire medlemmer skal have øvrige kompetencer. Regeringen foreslår selv følgende muligheder: Et medlem med stærke sundhedsfaglige kompetencer. Et medlem med stærke driftsledelsesmæssige kompetencer. Et medlem med stærke kompetencer i forhold til it- og anlægsprojekter. Et medlem med stærke juridiske kompetencer.