Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Overlæge: Kommunerne kan ikke løfte ambulante opgaver godt nok

Sundhedsreformens mål om 500.000 færre ambulante besøg bliver vanskeligt at nå. I Abdominalcenter K på Bispebjerg Hospital har de over tid indført flere ambulante tilbud til udvalgte patientgrupper, hvor det kommunale tilbud ikke har kunnet løfte opgaven, fortæller ledende overlæge Lars Tue Sørensen. Men flere bindeled mellem hospitaler og sundhedscentrene kunne være en løsning.

På det gastroenterologiske område finder ledende overlæge, Dr. Med. et Pharm. Lars Tue Sørensen det vanskeligt at give arbejdsopgaver og opfølgninger videre til primær sektor, da det på flere områder kræver ekspertviden at kunne varetage opgaverne. Samtidig har han erfaret, at tilbuddene til mange af specialets patienter i primær sektor ikke har været gode nok.

”Det gælder både for vores medicinske og kirurgiske patienter, at vi har haft vores faglige betænkeligheder ved at lade opgaverne passere videre,” siger Lars Tue Sørensen fra Abdominalcenter K, Bispebjerg Hospital.

I Abdominalcenter K har de blandt andet en ambulant klinik for patienter med levercirrose (skrumpelever). som har været indlagt med levercoma på mavetarmmedicinsk afsnit.

”Man kunne overveje, om opfølgningen på levercirrosepatienterne kunne foregå i sundhedscentrene – men omvendt har vi grund til bekymring, da vi tidligere har erfaret, at de i primær sektor ikke har kunnet løfte denne opgave godt nok,” siger ledende overlæge Lars Tue Sørensen fra Abdominalcenter K på Bispebjerg Hospital.

”Vi har vist, at vi har kunnet nedbringe dødeligheden med over 50 procent for denne patientgruppe ved at have dedikeret personale, som forstår kompleksiteten af disse patienter og på den måde kan gøre en stor indsats for dem,” siger Lars Tue Sørensen og tilføjer, at patientgruppen i levercirroseklinikken kan være svær at nå i forhold til at overholde aftaler, men at det tætte forløb i levercirroseklinikken er med til at holde dem fast i en god livsstil, der indebærer nedsat alkoholforbrug, sunde kostvaner og regelmæssig motion.

Levercirroseklinikken ligger i forlængelse af det sengeafsnit, som patienterne har været indlagt på, og personalet, som både er til stede i levercirroseklinikken og i sengeafsnittet, er kendte ansigter for patienterne, hvilket ifølge Lars Tue Sørensen er med til at give dem følelse af tryghed.

Tværsektorielt bindeled

Lars Tue Sørensen ønsker kvaliteten af arbejdet i primær sektor styrket og foreslår flere direkte bindeled mellem hospitalerne og de kommende sundhedscentre – i form af enten udgående eller indgående funktioner fra og til hospitalerne.

”Vi har for eksempel allerede en udgående funktion på stomiområdet, hvor en specialuddannet stomisygeplejerske tager på hjemmebesøg,” fortæller Lars Tue Sørensen og ser gerne nye ansættelsesformer, hvor der er mulighed for at arbejde både i hospitalsregi og i primær sektor for at forbedre overgangen for patienterne.

”Rammerne er lige nu for rigide til, at man kan have tværsektorielle funktioner, men jeg tror sagtens, man kunne rekruttere til den type job,” siger Lars Tue Sørensen.

Et andet område, hvor Lars Tue Sørensen savner bedre muligheder for patienterne i primær sektor, er på palliationsområdet. De manglende tilbud og indsatser i kommunalt regi har fået Abdominalcenter K til at give uhelbredeligt kræftsyge patienter livslangt åbent forløb til hospitalsafdelingen, så de til hver en tid kan få rådgivning eller eventuelt indlæggelse uden at skulle via deres praktiserende læge. En specialuddannet palliationssygeplejerske fungerer som en slags koordinator for de kræftsyges forløb.

”Man kunne sagtens gøre palliationsforløbene bedre i primær sektor, men vi har taget det ind på hospitalet, fordi vi ikke synes, det har fungeret godt nok – vi kan give patienterne en tryghed, som primær sektor ikke har kunnet levere,” siger Lars Tue Sørensen.

Flere digitale konsultationer

I flere ambulatorier for inflammatoriske tarmsygdomme har man landet over indført digitale løsninger og PRO-data (data, som patienterne selv rapporterer, red.) for at reducere unødvendige konsultationer. I Abdominalcentrets mavetarmmedicinske ambulatorium er der endnu ikke indført telemedicinske løsninger, men Lars Tue Sørensen er ikke afvisende overfor muligheden.

”Man kunne godt overveje at indføre flere digitale tilbud for eksempel til patienter med inflammatoriske tarmsygdomme, men biologisk behandling skal altid foregå på et hospital på grund af risikoen for allergiske reaktioner,” siger Lars Tue Sørensen og tilføjer, at der helt klart er potentiale i at styrke den digitale kommunikation.

Tags: sundhedsreform