Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Forskere får drejebog i formidling af forskning

​Steno Diabetes Center Copenhagen får et kodeks, som skitserer, hvordan forskningsresultater fra SDCC skal fortælles til omverdenen.

"Forskerne har pligt til at formidle deres resultater til en bred offentlighed, men mange tøver, fordi de ikke har tillid til, at deres forskning bliver behandlet ordentligt. Omvendt kan journalister ikke altid gennemskue, om der er tilstrækkelig evidens bag et forskningsresultat, eller om en forsker bruger medieomtalen til at fremhæve sig selv," siger Allan Flyvbjerg, direktør i ​Steno Diabetes Center Copenhagen.

Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) har derfor udarbejdet "Principper for ansvarlig formidling af forskningsresultater" som kodeks for, hvordan videnskabelige resultater fra SDCC bliver kommunikeret ansvarligt og troværdigt.

Principperne er en slags drejebog for forskerne, som - eventuelt i samarbejde med Kommunikationsteamet på centret - går i medierne med nye forskningsresultater.

Et seminar om forskningsformidling for alle forskningsaktive på SDCC i september 2018 var startskuddet for udvikling af kodekset for ansvarlig forskningsformidling. En arbejdsgruppe med repræsentanter fra kommunikationsteamet, ledelsesgruppen og Videncenter for Diabetes har drøftet og udarbejdet de to bærende principper; 'troværdighed' og' samarbejde'.

Centralt for princippet 'troværdighed' er, at medieomtale af nye forskningsresultater fra SDCC sker på basis af en videnskabelig artikel antaget i et peer-reviewed tidsskrift eller offentliggjort på en videnskabelig konference. Endvidere skal der i medieomtalen af resultatet være en varedeklaration med fakta om studietype, finansiering, samarbejdspartnere og et direkte link til den videnskabelige artikel, medieomtalen bygger på. Det sidste giver medier og andre interesserede mulighed for at sammenligne SDCC's formidling med den originale, videnskabelige artikel og på den måde sikre sig, at SDCC ikke overdriver forskningsresultatet.

Princippet 'samarbejde' beskriver rammerne for, hvordan kommunikationsteamet arbejder sammen med forskeren om at formidle et resultat. Principperne har følgeskab af en række bilag med konkrete råd til forskerne om samarbejdet med medierne.

 


To bærende principper for ansvarlig forskningsformidling

1. Troværdighed

SDCCs forskere medvirker, evt. med hjælp fra kommunikationsteamet, til omtale af nye forskningsresultater, der er baseret på en videnskabelig artikel antaget i et peer-reviewed tidsskrift (print/online) eller offentliggjort på en videnskabelig konference.
Medieomtalen sker tidligst samtidig med den videnskabelige offentliggørelse eller umiddelbart efter.

Al medieomtale af nye forskningsresultater fra SDCC indeholder en varedeklaration for at sikre fuld transparens:

• Navn og kontaktoplysninger på den/de forskere, som står til rådighed for medierne.

• Direkte link til abstract eller den videnskabelige artikel, som medieomtalen bygger på. Hvis resultaterne stammer fra et abstract offentliggjort på en konference og endnu ikke er offentliggjort i et peer-reviewed tidsskrift, nævnes dette inkl. navn på konferencen.

• Fakta om studietype og design.

• Fakta om eksterne samarbejdspartnere (ved flere nævnes kun de vigtigste).

• Fakta om ekstern finansiering (ved flere nævnes kun de største bevillingsgivere).

• Oplysning om interessekonflikter, fx økonomiske, faglige eller personlige, samt i fald der i øvrigt er afvigelse fra de bærende principper for ansvarlig forskningsformidling.

• Navn og kontaktoplysninger på den kommunikationsmedarbejder, der har udarbejdet teksten.

 

2. Samarbejde

Dialog mellem kommunikationsteam og forsker er en integreret arbejdsmetode på SDCC, hvor samarbejde og tværfaglighed bidrager til et professionelt resultat. Samarbejdet foregår både før, under og efter formidlingen til den brede offentlighed:

Før:
• Kommunikationsmedarbejder fra kommunikationsteamet rådgiver og orienterer om processen og præmisser ved mediekontakt.

Under:
• Kommunikationsmedarbejderen holder forskeren orienteret om medieindsatsen herunder medievalg og tidspunkt for offentliggørelse.

Efter:
• Kommunikationsmedarbejderen leverer en oversigt over dækningen på SDCCs kanaler samt i medierne.
• Hvis forskeren ønsker feedback og sparring på det konkrete forløb med medierne, leverer kommunikationsmedarbejderen også dette.

Kilde: SDCC