Læger vrede over slogan i regeringens sundhedsreform
Sloganet »det, der ikke er svært, skal være nært« har regeringen brugt igen og igen til at forklare, at langt flere behandlinger af ældre medicinske patienter og kronikere skal flyttes fra sygehusene og ud til de praktiserende læger. Men det møder kritik hos de praktiserende læger.
”Det er stærkt foruroligende, at regeringen ikke ved, hvad vi egentlig laver i almen praksis”, siger Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) og praktiserende læge til Ugeskriftet.
Han synes ikke, at det er respektfuld at regeringen omtaler de praktiserende lægers opgaver som ’ikke-svære’.
"Hvis regeringen vil fremlægge en reform, hvor praktiserende læger skal være krumtappen i det danske sundhedsvæsen, så er det på tide, at man italesætter det på en respektfuld måde”, siger han.
Det kræver en lang speciallægeuddannelse i almen medicin at blive praktiserende læge, og opgaverne er ofte komplicerede, bl.a. fordi mange patienter har flere kroniske sygdomme på samme tid.
”Vi savner en anerkendelse af, at vi faktisk allerede varetager en kompleks opgave. Regeringen har alt for sent indset, at manglen på praktiserende læger ikke gik væk af sig selv, og nu bliver der et vakuum her, hvor det bliver svært at få enderne til at nå sammen kapacitetsmæssigt. Det synes jeg, man skal anerkende fremfor at give indtryk af at flere introlæger kan erstatte praktiserende læger. Det kan man jo lige så lidt, som man kan sætte introlæger til at operere folks hjerner”, siger Anders Beich til Ugeskriftet.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)afviser, at regeringen er ude på at beklikke lægernes faglighed.
»Jeg synes, at man forsøger at finde hår i suppen her,« siger Ellen Trane Nørby til Berlingske.
»For os er sundhedsreformen i bund og grund en kæmpe tillidserklæring til de praktiserende læger. Det er både en faglig styrkelse og en anerkendelse af deres vigtighed og betydning i det danske sundhedsvæsen. Der lægges op til at foretage en massiv investering i almen praksis, både økonomisk og uddannelsesmæssigt. Der skal være mange flere af dem,« siger ministeren til avisen.
