Jurist: Reform vil gøre sundhedsvæsenet mere lukket
Regeringens udkast til ny sundhedsreform vil betyde, at folkevalgte regionsråd erstattes af mere statslig styring, og mere lukkethed vil blive det mest sikre resultat.
Det skriver jurist og offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i et debatindlæg på Altinget.
Regeringens forslag præsenteres i en 41 side lang publikation, hvor et diagram giver en samlet fremstilling af "Danmarks nye sundhedsvæsen".
"Det er bemærkelsesværdigt, at regeringen og ikke Sundhedsministeriet er angivet som øverste organ (...) Det fremgår, at regeringen skal udstikke retningslinjerne i samspil med Folketinget. I praksis vil samspillet næppe foregå i Folketinget, men i en snæver kreds mellem en eller flere ministre og repræsentanter fra partier, der står bag sundhedsreformen," skriver OLuf Jørgensen.
De folkevalgte regionsråd skal nedlægges, og regionernes sundhedsforvaltninger ændres til statslige enheder. Den nye organisering betyder, at tre politiske niveauer reduceres til to. Til gengæld bliver tre administrative niveauer øget til fem.
"I ly af offentlighedslovens brede undtagelser kan en beslutningsproces nemt kortsluttes. En afgørende politisk beslutning kan træffes uden grundlag i oplysninger om de faktiske forhold, evalueringer af gældende ordninger og konsekvensanalyser af forslag. Når beslutningsprocessen kortsluttes, er faglige præmisser ikke vigtige, og de vil typisk blive sammenvævet med politisk-taktiske hensyn," skriver Oluf Jørgensen.
Han mener, at pressens anmodninger om aktindsigt med stor sandsynlighed vil blive afslået med henvisning til offentlighedslovens undtagelser for lovforberedende arbejde, ministerbetjening og udveksling af dokumenter mellem ministre og enkelte medlemmer af Folketinget.
"Der er klart mere åbenhed ved regioner end ved statslige forvaltninger. Det hænger sammen med, at styrelsesreglerne for kommuner også gælder for regioner. Det hænger også sammen med, at offentlighedslovens undtagelser for lovforslag, ministerbetjening og udveksling mellem ministerier og enkelte folketingsmedlemmer kun er relevante for statslige forvaltninger," skriver offentlighedsrådgiveren på Altinget.
"Offentlighed og politisk ansvar hos folkevalgte politikere i regionsrådet forsvinder med regeringens forslag. Det afløses af statslige embedsværk, professionelle bestyrelser og i den sidste ende regeringen samt møder mellem en minister og ordførere fra partier, der står bag den politiske aftale. Beslutningsprocesser vil med forslaget blive gennemført bag lukkede døre, og aktindsigt vil kunne afvises efter offentlighedslovens undtagelser for ministerbetjening med videre," konkluderer han.
Tags: sundhedsreform
