Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Medicinrådet giver grønt lys til immunterapi mod hoved-halskræft

Medicinrådet anbefaler lægemidlet Keytruda som mulig standardbehandling til patienter med hoved-halskræft med tilbagefald, og som behandles i anden linje.

Det er ikke alle patienter, som kan få det. Patienterne skal være progredieret på eller efter platinindeholdende behandling, være i performancestatus 0-1 og have udtryk af PD-L1 ≥ 50 procent vurderet på væv fra tumor ved Tumor Proportion Score (TPS).

Begrundelsen for anbefalingen er, at Medicinrådet finder, at der er et rimeligt forhold mellem Keytrudas kliniske merværdi og omkostningerne ved behandling med Keytruda sammenlignet med Opdivo (nivolumab), som er dansk standardbehandling.

I december 2018 vurderede Medicinrådet, at Keytruda giver en ikkedokumenterbar klinisk merværdi sammenlignet med Opdivo til patienter med recidiverende eller metastaserende planocellulær hoved- og halskræft, som behandles i anden linje, og erklærede sig enigt i fagudvalgets vurdering af, at Keytruda og Opdivo forventes at være sammenlignelige, hvad angår effekt, sikkerhed og livskvalitet.

Planocellulær hoved-halskræft forekommer hos cirka 1.200 danskere om året, og cirka 30 procent af patienterne oplever tilbagefald inden for fem år.

De fleste danske patienter behandles i første linje med paclitaxel og capecitabine, som er et mindre toksisk regime end den internationale standard, der er baseret på cisplatin. Omtrent 30 danske patienter behandles årligt i anden linje for recidiverende eller metastaserende hoved-halskræft. Fagudvalget anslår, at cirka 10 af disse patienter har tumorer, som har et PD-L1-udtryk på mindst 50 procent.