Meget tyder på hurtigt forlig om sundhedsreformen
Der er sandsynligvis et hurtigt forlig på vej om sundhedsreformen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Det skriver flere medier.
Regeringen er da også kommet med justeringer, som kan komme Dansk Folkepartis mærkesager og kritik om centralisering i møde. Blandt andet lægger regeringen nu op til at styrke det lokale niveau ved at ændre på bestyrelserne i de fem regionale sundhedsforvaltninger, så kommunerne får mere magt, og give reel driftsøkonomi til de 21 sundhedsfællesskaber.
"Vi har lyttet til bekymringerne for, om motoren i sundhedsfællesskaberne er stærk nok. Derfor skal de have deres egne penge, og det er klart, at når det kommer til nye penge, så skal der jo også kunne træffes flertalsbeslutninger," siger Ellen Trane Nørby til Altinget.
Det får Dansk Folkeparti til at se lysere på forhandlingerne.
"Vi er ikke sønderligt langt fra hinanden," sagde Kristian Thulesen Dahl (DF).
Og finansminister Kristian Jensen (V) sagde ifølge Altinget efter første møde med forhandlerteamet fra Dansk Folkeparti:
"Jeg kan sagtens se for mig, at det her er en proces, der kan gå relativt hurtigt."
Mens Kristian Jensen og Kristian Thulesen Dahl glædede sig over en god start på forhandlingerne, så gør det sig ikke gældende for Socialdemokratiet og regeringen.
Socialdemokratiet og regeringen står milevidt fra hinanden.
"Vi har opfordret regeringen til at lægge centraliseringsplanerne på hylden og i stedet koncentrere sig om at skabe mere nærhed og bedre kvalitet i vores sundhedsvæsen," siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S) til Ritzau.
Tags: sundhedsreform
