Fortsat stigende tilslutning til HPV-vaccination
Næsten 40.000 piger valgte at få deres første vaccination mod HPV i løbet af 2018. Det er mere end 20 procent flere end året før.
I 2018 begyndte 38.624 piger på vaccinationsprogrammet mod HPV, mens tallet i 2017 var på 31.714. Den markante stigning skal ses i lyset af, at 2017 var et rekordår, hvor antallet af vaccinerede piger blev fordoblet i forhold til året før.
HPV-vaccination er målrettet 12-årige, men alle piger fra 12 til 17 år kan blive gratis vaccineret. De friske tal fra 2018 viser, at antallet af piger, der har fået deres første stik med HPV-vaccination i 2018, er højere end antallet af 12-årige piger. Det vil med andre ord sige, at også en del piger, der er mellem 13 og 17 år, er blevet vaccineret. Det tyder på, at de årgange, der tidligere har haft lav vaccinationsdækning, nu også tager imod tilbuddet om HPV-vaccination.
Ifølge tallene er 79 procent af pigerne fra årgang 2003, det vil sige de piger, som bliver 16 i år, nu vaccineret. For to år siden var andelen 47 procent.
Sundhedsstyrelsen indledte i foråret 2017 en informationsindsats i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen og med blandt andet Statens Serum Institut, Lægemiddelstyrelsen og en lang række faglige selskaber og organisationer i ryggen. Under sloganet 'Stop HPV' har de tre partnere sammen med en lang række organisationer udarbejdet et omfattende informationsmateriale. F.eks. egen hjemmeside og en Facebook-side, hvor der dagligt er stor aktivitet, og hvor blandt andet forældre til 12-årige piger kan få svar på deres spørgsmål om HPV-vaccination.
