Sygehuspersonale dropper de hvide uniformer og sparer penge
Personalet på sygehusene i Region Syddanmark får nye blå uniformer.
Uniformen til lægerne og sygeplejerskerne kommer til at bestå af mørkeblå bukser med tilhørende lyseblå busseronne og en lyseblå polo. Den nye uniform har også en stor lomme på siden, som gør, at personalet lettere kan have en mini-iPad eller telefon på sig.
De nye uniformer har været undervejs siden efteråret 2018, hvor Region Syddanmark indgik aftale med De Forenede Dampvaskerier og Berendsen Textil Service om vask af uniformer, patienttøj, linned og dyner på alle Region Syddanmarks sygehuse, fremgår det af en pressemeddelelse.
I de nye aftaler vil der være færre varianter og dermed mindre omkostninger. De nye uniformer bidrager dermed til den samlede besparelse på 29 mio. kr., som regionen har udsigt til at spare årligt i de næste 10 år på de nye vaskeriaftaler.
Årsagen til udskiftningen er ikke kun økonomisk, det har også været et ønske fra personalet. De nuværende hvide uniformer har nemlig været mødt af kritik af personalet for at være gennemsigtige og utidssvarende.
"Den gamle uniform var 50 procent polyester og 50 procent bomuld, men bomulden blev hurtigt vasket ud. Så blev den helt tynd, hvilket sammen med den hvide farve betød, at man kunne se, hvad man havde på indenunder, siger Helle Lausten, servicechef på Aabenraa Sygehus, til Avisen.dk.
Hun forklarer, at den nye uniform består af fem procent mere bomuld. Der har også været problemer med menstruationblod i forhold til den gamle hvide kittel.
"Mange kvinder har haft et problem med, at de en gang om måneden har haft svært ved at føle sig trygge i den hvide uniform. Der har været meget udbredt ros til den nye uniform, og den mørkeblå buks gør, at man kan føle sig helt tryg på den tid af måneden," siger Helle Lausten.
Men de nye klæder har været mødt af noget modstand.
"Nogle sygeplejesker, der har været her en del år, føler, at vi piller ved kulturen. De står meget fast på, "at en sygeplejeske er altså hvid". Men de fleste nye er meget glade," fortæller Helle Lausten.
Det nye uniformsdesign skal indføres på alle regionens sygehuse, og medarbejderne er i lokale beklædningsudvalg på sygehusenhederne og en fællesregional brugergruppe blevet inddraget i krav, kvalitet, uniformsdesign og farver. Det endelige uniformsdesign er valgt ud fra leverandørernes bruttosortiment, der er testet og i drift i andre regioner. Det giver flere fordele, forklarer økonomidirektør Mogens Sehested Kristensen, der har siddet i spidsen for Region Syddanmarks styregruppe for vaskeriudbuddet.
De gamle uniformer udfases gradvist for at minimere spild. Derfor vil der være tale om en løbende indfasning af den nye uniformsbeklædning på de enkelte sygehuse i to etaper. Fra efteråret 2019 på Sydvestjysk Sygehus og Sygehus Sønderjylland og fra foråret 2020 på Sygehus Lillebælt og Odense Universitetshospital.
