Region Nordjylland henter ny regionsdirektør i Midtjylland
Koncerndirektør i Region Midtjylland, Christian Boel, fratræder nu sin stilling for at blive regionsdirektør i Region Nordjylland 1. april.
Regionsrådet i Region Nordjylland godkendte tirsdag ansættelsen af 51-årige Christian Boel som ny regionsdirektør, efter at et ansættelsesudvalg havde peget på ham som kandidat til posten.
Christian Boel har en stærk baggrund inden for sundhedsområdet og har siden 1994 været beskæftiget inden for sundhedsområdet både i privat og offentligt regi og har både dansk og international erhvervserfaring fra bl.a. Favrskov Kommune, Danida, Rambøll og Region Midtjylland. I Region Midtjylland har han siden 2014 været koncerndirektør, og fra september 2018 til februar 2019 har han været konstitueret regionsdirektør, efter at Jacob Stengaard Madsen blev fyret i september sidste år.
"Jeg er stolt og begejstret over at blive en del af holdet i Region Nordjylland. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, hilse på og lære organisationen og samarbejdspartnere at kende. I fællesskab løfter vi vigtige samfundsopgaver for patienter og borgere i den nordjyske region, og der er høje forventninger til, at vi leverer høj kvalitet og sammenhæng i opgaveløsningen både nu og i fremtiden. Samtidig skal vi have øje for at sikre trivsel og et godt arbejdsmiljø for ledere og medarbejdere," siger Christian Boel.
Stillingen som regionsdirektør blev ledig, da Svend Særkjær ved årsskiftet skiftede til et job som regionsdirektør i Region Hovedstaden.
Ansættelsesudvalget pegede på Christian Boel som den foretrukne kandidat ud af i alt 12 ansøgere til stillingen som regionsdirektør. Ansættelsesudvalget bestod af politikere, ledelsesrepræsentanter og medarbejderrepræsentanter.
