Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Norsk region tæt på at købe Sundhedsplatformen - dansk læge advarer

14. marts bliver det afgjort, om sygehusene i den norske region Helse Midt-Norge i de kommende år skal skifte til en version af Sundhedsplatformen, som de har kaldt Helseplattformen. Det skal først indføres på St. Olavs hospital og den kommunale sundhedstjeneste i Trondheim, og derefter skal resten af regionen følge efter - og måske på sigt resten af Norge.

Helse Midt-Norge er nemlig udpeget af det norske sundhedsministerium som foregangsregion for en elektronisk pasientjournal.

Regionsrådet skal 14. marts tage stilling til projektet, der har et budget på det, der svarer til 2,1 milliarder danske kroner.

Det skriver NRK.no.

I den norske artikel er overlæge på Herlev Hospital og medlem af regionsrådet i hovedstaden for Liberal Alliance, Jacob Rosenberg, citeret for at sige, at man i hovedstaden i Danmark har haft Sundhedsplatformen fra samme leverandør i snart tre år, men fortsat har store problemer.

"Det bedste er at ændre beslutningen, det er et helt forfærdeligt besværligt system,", siger Jacob Rosenberg, som fortæller avisen, at en ung læge for nylig brugte en her time sammen med tre overlæger på at henvise en patient til en anden afdeling.

"Fire højt uddannede personer, som har brugt systemet i flere år, kunne ikke finde ud af det. Det er helt gak-gak," siger han.

Administrerande direktør i Helse Midt-Norge, Stig Slørdahl, siger i artiklen, at Epics system fungerer godt i flere lande, og det vil være "et stort teknologisk løft", fordi det vil gøre opdateret viden om patienten tilgængelig hos både den praktiserende læge, helsestationer (som foretager forebyggende sundhedsarbejde i forhold til børnefamilier, red.) og sygehusene.

"Men vi vil selvfølgelig lære af fejlene i Danmark," siger han.

Epic skriver i en mail til NRK, at medicinfejlene i Danmark skyldes manglende overensstemmelse i koderne mellem det danske lægemiddelregister og Epics system, og at denne fejl nu er rettet.

"Disse problemer skyldes særlige forhold i Danmark," skriver Sumit Rana, som er en af de øverste ledere i Epic uden at komme det nærmere.

Tags: sundhedsplatformen