Diabetesprofessor får EliteForsk-pris
Niels Jessen, 43 år, klinisk professor ved Aarhus Universitet, overlæge og forskningschef ved det nye Steno Diabetes Center i Aarhus kan nu skrive en ny titel på sit CV: Modtager af EliteForskprisen 2019.
Hvert år hædrer den danske uddannelses- og forskningsminister fem af Danmarks mest fremragende forskere med en EliteForsk-pris. EliteForsk-prisen er på 1,2 millioner kroner, heraf er 200.000 kr. en personlig hæderspris og 1.000.000 går til forskningsaktiviteter.
Niels Jessen er valgt indenfor den medicinske verden.
Niels Jessen har gennemført en række studier, som har kastet lys over fedtvævs og musklers rolle i udviklingen af diabetes. Han har specielt afdækket de grundlæggende mekanismer bag insulin- og ikke-insulin-afhængig sukkeroptagelse i vævene, herunder hvordan fysisk aktivitet påvirker insulins virkninger.
Herudover har Niels Jessen undersøgt centrale virkningsmekanismer for Metformin, som er et af de mest hyppigt anvendte lægemidler inden for diabetesbehandling. Niels Jessen har således vist, at effekten afhænger af hyppigt forekommende genvarianter. Det er et forskningsområde, der de kommende år vil få tiltagende klinisk betydning, da prædiktion af behandlingseffekt vil få betydning for valg af behandling hos en række kroniske sygdomme.
I 2018 blev Niels Jessen forskningschef ved Region Midtjyllands Steno Diabetes Center Aarhus. Det er et af fem regionale centre, som Novo Nordisk Fonden og regionerne i de kommende år bruger milliarder på at opføre. Diabetes er med andre ord en højt prioriteret sygdom, selv efter mange årtiers fokus. Det er med god grund, forklarer han:
"Antallet af diabetestilfælde falder ikke i Danmark. Globalt vokser antallet af diabetespatienter, og det går helt amok i lande med høj økonomisk vækst. Type 2-diabetes er en slags termostat for, hvor galt det står til i samfundet med folks livsstile," siger han.
