Alternativet forlader forhandlinger om sundhedsreform
Alternativet forlod i går forhandlingerne om en sundhedsreform.
For lidt demokrati, for usikker økonomi og for meget hastværk har fået dem til at trække sig, fortæller Uffe Elbæk, der er partiets politiske leder, til flere medier.
"Vi gik til forhandlingerne med stor nysgerrighed, men også seriøs kritisk tilgang. Hvis vi kunne finde en bedre model end regionsrådene, så havde vi også været åbne overfor det, men det har vi ikke været i stand til. I hvert fald ikke inden for den tidsramme, vi kan se for os," siger han til bl.a. DR.
Regeringen har de seneste uger forhandlet sammen med Dansk Folkeparti og Alternativet. I dag, onsdag, mødes partierne igen, men det bliver altså uden Alternativet.
Nu er kun regeringen og Dansk Folkeparti med i forhandlingerne om en sundhedsreform. Det betyder, at der ikke bliver tale om en bred aftale, som kan holde, hvis magten skifter efter folketingsvalget.
Uffe Elbæk opfordrer regeringen til at udskyde reformen med henblik på at sikre en bred aftale efter folketingsvalget.
