Dansk Folkeparti i kovending: Prisen på cigaretter skal op
Dansk Folkeparti vil hæve afgiften på cigaretter med to kroner om året de næste fire år. Det vil bringe den gennemsnitlige pris på en pakke cigaretter op på 48 kroner, da en pakke i dag koster 40 kroner.
Formanden for regeringens faste støtteparti, Kristian Thulesen Dahl (DF), sagde i går til DR Nyheder, at DF bringer cigaret-priserne ind i forhandlingerne om sundhedsreformen. De sparede penge - 1-2 milliarder kroner - skal så sendes ud i sundhedsvæsenet igen.
»Hvis vi hæver cigaretafgifterne - selv med en moderat stigning - så vil det faktisk betyde, at vi kan hente mellem én og halvanden milliard kroner ekstra fra rygerne frem mod 2025. Dem kan vi så bruge på at forstærke vores sundhedsvæsen«, sagde Kristian Thulesen Dahl til DR Nyheder.
Meldingen er overraskende, da Dansk Folkeparti gang på gang har erklæret sig som modstandere af højere priser på cigaretter, f.eks. har Liselott Blixt mange gange sagt, at det vil ramme socialt skævt, da de fattigste ikke bare kan holde op med at ryge.
For få dage siden viste en gennemgang af svar i Altingets 'Kend din kandidat'-test imidlertid, at et markant flertal af Dansk Folkepartis folketingskandidater mente, at cigaretpriserne skulle sættes op. 46 af de opstillede kandidater svarede således, at de er enige i, at afgiften på cigaretter skal sættes op af forebyggelseshensyn. 27 kandidater var uenige.
Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker, er ikke begejstret for meldingen fra Dansk Folkeparti.
"Otte kroners prisstigning pr pakke cigaretter over fire år er simpelthen for uambitiøst. Kom nu; Vi skylder børn og unge et ordenligt hak opad på prisen. Gerne til 90 kroner pr pakke som lægeforeningen foreslår, men mindst til 60 kr.," siger han i et tweet.
