Hospital vil samle alle arbejdsgange før, under og efter større operationer
Flere patienter vil i fremtiden blive tilbudt et hurtigt og sammenhængende patientforløb, hvis de skal opereres på Regionshospitalet Horsens.
I det nye hospitalsafsnit 'Operation og Opvågning' 1. april kan patienter, som skal have lavet en større operation inden for enten organkirurgi, gynækologi/obstetrik eller ortopædkirurgi, fremover møde direkte ind i afsnittet, blive gjort klar til operationen og vågne op igen det samme sted.
De fleste patienter vil også kunne gå direkte hjem fra afsnittet den samme dag og undgår dermed helt at blive indlagt i en hospitalsseng.
"Der er tale om en helt ny måde at organisere operationsforløbene på, som ikke blot sikrer patienterne en høj kvalitet, faglighed og patientsikkerhed men også en god sammenhæng – et godt flow undervejs, fordi logistikken er planlagt ud fra, hvad der er godt for patienten," siger formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Henrik Gottlieb, i en pressemeddelelse.
Tidligere blev patienterne til de større operationer kørt rundt imellem de forskellige afsnit på hospitalet f.eks. i forbindelse med en flytning fra operationsgangen og til et sengeafsnit.
Det bliver mange patienter fremover skånet for, idet fagekspertisen nu samles om patienterne i 'Operation og Opvågning'. Afsnittet er etableret i direkte forbindelse med den nye operationsgang i det nye hospitalsbyggeri Nye Nord.
