Styrelse lukker lægeklinik øjeblikkeligt efter mistanke om snyd
Trafikstyrelsen har med øjeblikkelig virkning lukket en lægeklinik med afdeling i Hellerup og Kastrup.
Klinikken er ejet af en læge fra styrelsen, som de seneste dage i Berlingske er blevet kritiseret for at være inhabil og snydt med lægelige erklæringer, som piloter skal have for at måtte flyve.
Det skriver Berlingske.
Fredag blev lægen fyret fra sit job i styrelsen, hvor hun har været ansat i mere end 20 år. En af årsagerne er fusk med andre lægers personlige stempler med navn, der anvendes til at bevidne lægejournalers ægthed. Styrelseslægens klinik er blandt andet mistænkt for at misbruge stemplet fra en anden læge i styrelsen uden hans vidende.
Sagen kan få store konsekvenser for danske piloters tilladelser til at flyve, oplyser styrelsen og erkender, at flysikkerheden er sat over styr.
»Det er et ret vidtgående tiltag, vi har taget i brug over for klinikken. Vi har ikke bare suspenderet klinikken; vi har trukket dens certifikat tilbage på grund af en række uregelmæssigheder af meget alvorlig karakter,« siger vicedirektør i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen Kåre Clemmesen til Berlingske.
