Et bredt politisk flertal vil fra 2020 øge antallet af organdonationer med 20 til 40 procent og dermed redde og forbedre liv. Det sker ved at bruge hjertedødskriteriet – altså at hjertet holder op med at slå – som supplement til det hjernedødskriterium, som har været brugt ved organdonation siden 1990.
Det er Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, som har lavet en aftale om yderligere at styrke transplantationsområdet.
”Med den her aftale kan vi med sikkerhed sige, at vi kommer til at redde flere menneskeliv. Hjertedødskriteriet er gået lidt i glemmebogen efter hjernedødskriteriet blev indført. Men nu er teknologien blevet så god, at der er grund til at genoptage donation fra hjertedøde Det giver flere muligheden for at give organer videre. Det betyde forskellen på liv og død for nogle mennesker, så det er et vigtigt skridt, vi tager," siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
Siden hjernedødskriteriet blev indført i 1990 har det i praksis været det eneste kriterier, der har været brugt ved organdonation. Men internationale erfaringer og forbedret teknologi betyder, at der fagligt er grundlag for, at organer fra hjertedøde også i nogle tilfælde kan egne sig til transplantation.
Dansk Center for Organdonation udgav i juni 2018 en rapport, der anbefalede, at donation efter cirkulatorisk død (DCD) skal være et tilbud i forbindelse med organdonation og et supplement til transplantation af organer fra hjernedøde i Danmark. Undervejs har også Sundhedsstyrelsen vurderet konklusionerne og anbefalet den nye kurs.
Aarhus Universitetshospital er ved at forberede sig til transplantationer efter et supplerende dødskriterium til hjernedødskriteriet, skriver hospitalet i en pressemeddelelse.
"Det er en rigtigt god ide, fordi det det nu bliver muligt at imødekomme et ønske om at blive organdonor fra mennesker, som trods ønsket om at blive donor, ikke kunne blive det, fordi de ikke opfyldte hjernedødskriteriet, idet de døde. Dermed giver det os også mulighed for at tilbyde transplantation til flere mennesker, der på grund af alvorlig sygdom står stå på venteliste til et nyt organ,“ siger overlæge Henrik Birn fra Nyresygdomme og Center for Transplantation på Aarhus Universitetshospital.
Siden Dansk Center for Organdonation i juni 2018 udgav sin rapport, har hospitalet forberedt sig og arbejdet på at blive klar til opgaven, når beslutningen om at indføre donation efter brug af hjertedødskriteriet blev taget i Danmark.
"Vi har bl.a. været på studiebesøg på centre i Cambridge i England og i Groningen i Holland for at høre om deres erfaringer og for at lære at udføre DCD. Vi ser frem til, at der nu bliver informeret om DCD, og til at vi kan gå i gang med at indføre DCD i Danmark til næste år," siger Henrik Birn.
Stadigt flere lande indfører hjertedødskriteriet for at imødekomme behovet for organer til patienter på venteliste. I 2013 blev DCD praktiseret i blandt andet USA, Australien, Japan samt 10 europæiske lande. Siden da har blandt andet Norge, Polen og Sverige introduceret DCD. I Norge forventer man, at DCD vil øge antallet af organdonorer med 10 procent svarende til omkring yderligere 10-12 donorer pr. år, mens man i Sverige anslår, at indførsel af DCD vil øge antallet af donorer med 40 til 80 pr. år svarende til en forøgelse på ca. 20-40 procent ved at uændret antal hjernedøde donorer.
Igennem de seneste 10-15 år har der konstant været 400-500 patienter aktivt på de danske ventelister til transplantation. Ved udgangen af 2018 var der 477 personer, som stod på venteliste til et nyt organ. Langt de fleste, som er på venteliste til transplantation, er nyrepatienter.
På baggrund af erfaringerne og estimater fra andre lande skønnede Dansk Center for Organdonation i sin rapport, at antallet af donorer i Danmark med DCD med tiden vil kunne øges med 20-40 procent svarende til omkring 18-35 donorer per år.
I 2018 var der i Danmark 100 afdøde donorer, hvor donoroperation blev påbegyndt. I alt 329 fik transplanteret et eller flere organer – heraf fik 77 transplanteret et organ (nyre) fra en levende donorer.
1.078.794 personer var ved udgangen af 2018 registreret i Donorregistret.
Fakta: Dødskriterier
I Danmark kan en person erklæres død enten ved uoprettelig ophør af al hjernefunktion eller ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed. Disse to dødskriterier omtales ofte som hhv. hjernedødskriteriet og hjertedødskriteriet.
Hjertedød er dog en misvisende betegnelse, da ophør af åndedræt og hjertevirksomhed fører til ophør af cirkulation og ikke til, at hjertet umiddelbart dør. Internationalt anvendes da også betegnelsen Donation after Circulatory Death (DCD). Vi har endnu ikke en dansk betegnelse, som til fulde dækker den engelske betegnelse. I denne rapport vil vi derfor anvende DCD og cirkulatorisk død.
Kilde: Rapporten DCD: Donation efter cirkulatorisk død - Vurdering af grundlaget i Danmark
Hvem og hvordan?
Patienter, der kan donere organer ved hjertedød vil typisk være patienter med store skader i hjernen, hvor hjernedøden ikke indtræffer før, hjertet er gået i stå. Ligesom ved donation efter hjernedød kan organdonation kun kommer på tale, når videre behandling er udsigtsløs, og når der er givet samtykke fra pårørende og/eller via positiv donorregistrering.
Partierne har aftalt, at der skal iværksættes en informationsindsats inden hjertedødskriteriet genoptages. Efter planen kan hjertedødskriteriet genindføres i starten af 2020, når specialeplanen er blevet revideret.