I alle befolkningsundersøgelser er deltagerne blevet vejet og har fået målt højde, talje- og hofteomfang samt fedtprocent. Hvor der i 1993 var omkring 12-13 procent med svær overvægt, er det nu 27 procent af den voksne befolkning. Dét er en udvikling, der skal tages alvorligt, mener forskerne bag befolkningsundersøgelsen.
”En fedmeepidemi, som den vi ser i Grønland, er en udfordring for sundhedsvæsenet, som i de kommende år kan se frem til at skulle behandle et stærkt stigende antal patienter med kroniske sygdomme,” siger professor Peter Bjerregaard fra Center for Folkesundhed i Grønland, Statens Institut for Folkesundhed, til Syddansk Universitets hjemmeside. Statens Institut for Folkesundhed hører til under Syddansk Universitet.
Ifølge Peter Bjerregaard kan årsagen til fedmeudviklingen findes i et samspil af faktorer, der optræder i forbindelse med den generelle samfundsudvikling.
”Både dagligdagen og arbejdslivet er blevet mere stillesiddende, og kosten har ændret sig med en stigning i forbruget af sodavand, slik, kager og snacks. Der kan også være arvelige faktorer, der gør grønlændere mere følsomme over for ændringer i livsstilen,” siger han.