Luke skal finde ud af, hvorfor børn med problemer har stærkt øget risiko for diabetes som voksne
Hvis du sulter som barn, stiger din risiko for at få diabetes som voksen med ca. 60 pct. Hvis du bliver forsømt eller f.eks. mister en far eller mor, stiger risikoen med op mod 50 pct. Og virkeligt mange, selv her i Europa, er udsatte: Ca. hver tredje europæisk barn oplever mental eller fysisk mishandling.
Et nyt forskningsprojekt ved Steno Diabetes Center i Aarhus skal nu søge at finde ud af, hvorfor mistrivsel sætter sig som sygdom.
“Først når vi kender mekanismerne, kan vi forebygge,” siger læge, ph.d. Luke Johnston.
Han skal stå for forskningen og har netop fået tre års arbejdsro via en bevilling på 1,8 mio. kroner fra Danish Diabetes Academy.
Danmark guldgrube at arbejde i
Nogle af de konkrete svar, han søger, er, hvad det betyder for risikoen for diabetes type 2, at ens forældre bliver skilt, får svære økonomiske problemer eller immigrerer. Og han har et kæmpestort materiale at arbejde med: Databaser med informationer om alle danskeres økonomi, sundhed, skilsmisser, foældrenes uddannelse, børnenes hospitalsindlæggelser, nylig immigration og forældrenes sundhedsstatus. Selv information om økonomiske problemer i nabolaget kan hentes ud.
“Danmark er en guldgrube at arbejde i med de mange gode registre. Skulle jeg havde forsket i Canada, havde jeg selv skullet samle en masse informationer, og det ville have været svært at finde et repræsentativt udsnit,” siger han.
Dette store danske materiale gør i øvrigt, at han supplerer forskningen med endnu et mål: Sammen med kolleger fra universitetet i Potsdam i Tyskland og fra Harvard i Boston i USA vil han udvikle teknologier, der optimerer analysemetoder af sådanne store og komplekse sundhedsdata. Disse teknologier vil efterfølgende blive stillet til rådighed for alle andre forskere.
