Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Fyret sygehusdirektør har fået nyt job

Otte måneder efter Henrik Villadsen blev fyret som direktør for Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge på grund af en kuldsejlet økonomi, har den 56-årige kardiolog igen fået nyt job.

Villadsen begyndte 17. juni et job som adm. direktør for medicin-portalen medicin.dk.

Portalen har opslagsværktøjet pro.medicin.dk for læger, sygeplejersker, farmaceuter og andre sundhedsprofessionelle, der arbejder med medicin. Sitet har også et opslagsværktøj, der hedder min.medicin.dk for patienter.

Henrik Villadsen, som også tidligere har været sygehusdirektør for Odense Universitetshospital, afløser den 70-årige Jørgen Aagren, der går på pension efter 20 år som direktør.

Henrik Villadsens ambition er først og fremmest at konsolidere medicin.dks position. ’Den udvikling medicin.dk har gennemgået de forgående år, skal fortsætte’ siger han i en pressemeddelelse og henviser til udviklingen fra det trykte ”Lægemiddelkatalog” til det digitale, altid opdaterede opslagsværk medicin.dk er i dag, som er tilgængeligt både som website, app og integreret i it-systemer på landets hospitaler.

"Medicin.dk har formået at følge med tiden og er i dag et uvurderligt værktøj for læger og andre sundhedsprofessionelle i det daglige kliniske arbejde. Det gør den kliniske hverdag lettere for sundhedspersoner og mere sikker for patienterne, og sådan skal det fortsat være, siger Villadsen.

Fire klinisk arbejdende overlæger redigerer pro.medicin.dk, og sitet har tilknyttet knap 250 lægefaglige eksperter, der hver især skriver om deres specialområde i et redaktionelt setup. Beskrivelserne af medicin på min.medicin.dk tager udgangspunkt i beskrivelserne på pro.medicin.dk. De er omskrevet af redaktionssekretariatet efter en række redaktionelle principper, så medicinbeskrivelserne sprogligt og indholdsmæssigt dækker målgruppen på min.medicin.dk.

Informationen fra min.medicin.dk findes også på netdoktor.dk og apoteket.dk, så når man søger information om medicin disse steder, hentes den fra min.medicin.dk.

Medicin.dk drives af Dansk Lægemiddel information (DLI), der er ejet af den danske medicinalindustri i Lægemiddelindustriforeningen, men er medfinansieret af landets regioner såvel som en en række kommuner. Pro.medicin.dk finansieres primært ved at lægemiddelvirksomheder betaler en licens pr. præparat, de har optaget i pro.medicin.dk, ligesom regioner og kommuner betaler for at integrere pro.medicin.dk i deres hospitals- og omsorgssystemer. En række private kunder betaler også for at bruge min.medicin.dk's information på deres egne sider.