Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Fyret regionsdirektør får nyt job

Jacob Stengaard Madsen tiltræder som ny direktør i Dansk Psykolog Forening, som har 11.000 psykologer som medlemmer. Det sker 1. september.

"Jeg glæder mig til et godt og tillidsfuldt samarbejde med foreningens bestyrelse, ledere og medarbejdere. Jeg brænder for ledelse og er overbevist om, at vi i fællesskab kan skabe en endnu stærkere forening, der gør en forskel i samfundet, og hvor medlemmernes tilfredshed er i fokus," siger Jacob Stengaard Madsen på Dansk Psykolog Forenings hjemmeside.

Jacob Stengaard Madsen har været regionsdirektør i Region Midtjylland, men fratrådte i september sidste år efter ugers uro blandt hospitalsledelser og medarbejdere i regionen.

Han var med til at føre kniven, da to hospitalsdirektører på Hospitalsenhed Midt blev fyret, og det skete til stor frustration for mange medarbejdere: 260 fagpersoner i Overlægerådene ved Hospitalsenhed Midt kaldte fyringen af sygehusledelsen for »kritisk«. Medarbejdervalgte repræsentanter udvandrede fra et møde med direktionen i regionens samarbejdsudvalg, og regionsrådsformand Anders Kühnaus forsøg på at klinke skårene i et krisemøde lykkedes ikke. Regionens forretningsudvalg måtte til sidst udsende en pressemeddelelse, hvori det hed, at "udvalget finder, at der skal en anden profil til at lede regionen fremover": Jacob Stengaard Madsen blev med andre ord fyret.

Ud over at have været regionsdirektør i Region Midtjylland fra 2015-2018, har 48-årige Jacob Steengaard Madsen været psykiatri- og socialdirektør i Region Syddanmark fra 2012-2015. Han er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet i 1998.

Formand i Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen glæder sig til det fremtidige samarbejde:

På Dansk Psykolog Forenings hjemmeside siger hun: "I en tid hvor psykologer og Dansk Psykolog Forening spiller en stadig større rolle i indretningen af vores sundhedsvæsen, velfærdsstaten, de danske arbejdspladser og samtidig udvider sig til mange andre arbejdsområder, har foreningen brug for en direktør med stærke ledelsesværdier og solid erfaring fra politisk ledede organisationer. Derfor glæder vi os meget til at samarbejde med Jacob."