Ny dansk forskning kan få betydning for forebyggelse og behandling af hjerte-kar-sygdomme
Mængden af restpartikel-kolesterol i blodet, glycerider eller det såkaldt "grusomme" kolesterol, er langt større, end man troede. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet og Herlev Gentofte Hospital. Opdagelsen kan få betydning for fremtidig forebyggelse og behandling af hjerte-kar-sygdomme.
Forskningen er publiceret i tidsskriftet Atherosclerosis fra European Atherosclerosis Society.
I dag er man især opmærksomme overfor LDL-kolesterol, det såkaldt "lede" kolesterol, i forbindelse med risikoen for hjerte-kar-sygdomme som blodpropper i hjerte og hjerne. Fremover skal man imidlertid til at være mindst lige så opmærksomme på en anden, hidtil lidt overset type kolesterol, som ser ud til at have mere af ansvaret end hidtil antaget. Synderen er kolesterolen i de fedtpartikler, som indeholder almindeligt fedt eller glycerider - såkaldt restpartikel-kolesterol. Det er også kendt som "det grusomme" kolesterol.
Forskerne har til deres store overraskelse opdaget, at mængden af restpartikel-kolesterol i blodet fra 20-års alderen frem til 60-års alderen stiger konstant, og hos mange bliver den på det høje niveau resten af livet.
”Vores resultater viser, at mængden af restpartikel-kolesterol i blodet hos voksne danskere er lige så stor som mængden af det lede LDL-kolesterol. Vi har tidligere vist, at restpartikel-kolesterol er mindst lige så afgørende som LDL-kolesterol i forhold til at øge en persons risiko for blodprop i hjertet og hjernen, og derfor er det en bekymrende udvikling,” siger professor og overlæge Børge Nordestgaard fra Københavns Universitet og Herlev Gentofte Hospital i en pressemeddelelse.
Resultaterne bygger på data fra personer fra Herlev-Østerbroundersøgelsen. I alt 9000 personer har fået målt kolesterol i deres fedtpartikler i blodet ved hjælp af nyt avanceret måleudstyr, såkaldt ”metabolomics”. Målingerne viser, at det samlede kolesterol i blodet består af lige dele af det grusomme kolesterol, det lede kolesterol og det herlige kolesterol.
