Fagudvalg i skarpt brev til Medicinrådet: Slet vores navne i behandlingsvejledning
16 medlemmer af det tidligere RADS-fagudvalg for behandling af hyperlipidæmi har nu taget et usædvanligt og alvorligt skridt i protest mod, at medlemmernes navne bruges i en behandlingsvejledning udgivet af RADS.
De vil ikke tages til indtægt for en anbefaling af PCSK9-hæmmeren Praluent (alirocumab), da der er bedre evidens for det tilsvarende lægemiddel, Repatha (evolocumab).
Derfor har de skrevet et brev til Medicinrådet, hvori de beder om at få fjernet deres navne fra den seneste behandlingsvejledning for medicinsk behandling af hyperlipidæmi.
Behandlingsvejledningen blev offentliggjort i juni i år og rummede en anbefaling af Praluent som 1.valg af de to PCSK9-hæmmere. I vejledningen anføres til sidst ’fagudvalgets sammensætning’, som blandt andet rummer en stribe ansete kardiologer og endokrinologer. Problemet er bare, at disse ’på intet tidspunkt i dette forløb er blevet kontaktet af RADS’, som de skriver i brevet.
”Det er meget vanskeligt ikke at tage fagudvalget til indtægt for indholdet i denne lægemiddelrekommandation, hvilket mange af vores kolleger da også har gjort. Det er meget uheldigt. Derfor er det vigtigt for os at få sagt, at vi IKKE er enige i denne rekommandation og IKKE støtter det, der fremgår af behandlingsvejledningen,” siger dr. med. Søren Nielsen, overlæge på Medicinsk Endokrinologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital og en af de 16 endokrinologer og kardiologer samt enkelte kliniske farmakologer, der har underskrevet brevet.
Sagen er, at RADS i efteråret 2016 udsendte den første ’Behandlingsvejledning vedr. hyperlipidæmi’, som på det tidspunkt ikke indeholdt en lægemiddelrekommandation. Denne kom først til i juni i år, hvor en opdateret behandlingsvejledning blev udsendt – uden at fagudvalget var blevet hørt igen. Det betyder, at den nye vejledning alene forholder sig til, hvad fagudvalget udtalte i deres baggrundsnotat fra efteråret. Dermed tager den ikke højde for de afgørende forskningsresultater, som kom i foråret, og som ville have ændret lægernes holdning, hvis de ellers var blevet spurgt. Det nye studie er det såkaldte FOURIER, som blev fremlagt på den amerikanske hjertekongres i maj og viste en højsignifikant reduktion i kardiovaskulære hændelser hos patienter i behandling med evolocumab.
Tags: fagudvalg, Medicinrådet, RADS, Søren Nielsen
