Politisk opgør med hullet tilsyn med psykologer
Regeringen vil undersøge, om psykologerne kan blive underlagt de samme autorisationskrav som eksempelvis læger og sygeplejersker, så der kan gribes ind overfor de brodne kar.
I oktober blev en psykolog dømt ved landsretten for at have udnyttet sin arbejde til at have sex med en klient. Han praktiserede, mens efterforskningen stod på, også efter at have fået frataget sin autorisation, og Psykolognævnet havde ingen mulighed for at gribe ind.
Som det er i dag, er det Psykolognævnet, der uddeler autorisationer – og samtidig også kan føre tilsyn med de psykologer, de giver autorisation til. Når Psykolognævnet får en klage, kan de vælge, om de opretter en tilsynssag. Men når sagen dertil, hvor Psykolognævnet fratager en psykolog autorisationen, så mister Psykolognævnet samtidig muligheden for at føre tilsyn med psykologen.
Det skal laves om. Social- og indenrigsminister Astrid Krag (Soc.) og sundhedsminister Magnus Heunicke (Soc.) vil nu tage et opgør med det dårligt fungerende tilsyn med psykologer i Danmark, og senere torsdag er de kaldt i samråd om sagen.
Formand for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, er begejstret for et opgør. Hun har længe efterlyst bedre arbejdsvilkår for Psykolognævnet, så nævnet både får ressourcer og beføjelser til at føre tilsyn med personer uden autorisation. Dansk Psykolog Forening har derfor opfordret politikerne til at justere reglerne, så tilsynet fremadrettet også har en klageadgang og tilsyn med ikke-autoriserede psykologer.
"Det er godt, at der er taget hul på opgaven med en tiltrængt forbedring af det offentlige tilsyn med psykologer. Det skal være trygt at gå til psykolog, og de få brodne kar skal kunne stoppes mere effektivt," skriver hun på Twitter.
"Når Psykolognævnet finder de tungeste sanktioner frem, som er at fratage en psykolog autorisationen, så er der jo netop behov for, at nævnet fører skærpet tilsyn med psykologen,” siger Eva Secher Mathiasen.
Regeringen vil undersøge, om psykologerne kan blive underlagt de samme krav som eksempelvis læger og sygeplejersker.
Tags: Dansk Psykolog Forening
