Patientforening: Hvorfor dette hastværk med at sammenlægge afdelinger?
Administrationen i Region Hovedstaden har lagt op til en hastig beslutning om at lægge de hæmatologiske afdelinger ved Rigshospitalet og Herlev Hospital sammen. Men en sammenlægning skal overvejes grundigt. Uroen efter en sammenlægning risikerer at skabe endnu mere trafik af myelomatosepatienter fra hovedstaden til hospitalerne i Regions Syd, advarer Dansk Myelomatose Forening.
I sidste uge kom det frem, at den administrative ledelse i Region Hovedstaden, ønsker at regionspolitikerne tager stilling til en sammenlægning af de hæmatologiske afdelinger ved Rigshospitalet og Herlev Hospital i løbet at denne sommer. Overvejelserne sker som led i arbejdet med Hospitalsplan 2025, men i en mail til politikerne anbefaler administrationen, at der træffes beslutning for eller imod den første del af kræftplanen, som blandt andet omfatter hæmatologien, i løbet af sommeren 2020, og man ikke venter til resten af kræftplanen er klar til politisk behandling. Planen er, at man herefter vil gennemføre et videre udviklings- og planlægningsarbejde, hvor man vedtager detaljerne omkring sammenlægningen i et samarbejde mellem medarbejdere og ledere på de to hæmatologiske afdelinger.
Sådan en sammenlægning har været drøftet i flere år, men det kommer bag på formand for Dansk Myelomatose Foreningen, Søren Dybdahl, at Region Hovedstadens administration pludselig fremskynder et konkret forslag om at gennemføre sammenlægningen i sommeren 2020. Som patientforening er Dansk Myelomatose Foreningen ikke imod sammenlægning af afdelinger, så længe øvelsen er til gavn for patienterne, men man undrer sig over, at Region Hovedstaden har travlt med at gennemføre beslutningen.
“Vi bliver nødt til at spørge, hvorfor det er nødvendigt at haste en så væsentlig beslutning igennem, og hvorfor en sammenlægning skal foregå lige nu, hvor hospitalerne er optaget af coronakrisen, og Region Hovedstaden afventer tiltrædelse af ny koncerndirektør? Og hvad er den faglige begrundelse for, at en sammenlægning overhovedet er en god ide? Det mangler vi svar på,” siger han.
I notatet “Beskrivelse af muligheder for den fremtidige organisering af hæmatologien” skrev Region Hovedstaden i februar 2014, at der inden for hæmatologien ikke er evidens for, at behandlingsresultater for regionale og højt specialiserede funktioner er bedre på afdelinger med meget store patientgrundlag sammenlignet med mindre afdelinger.

