Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Fredberg-sagen: Professor vil have styrelse til at vurdere lægedirektørs faglighed

Professor Frede Olesen opfordrer nu Styrelse for Patientsikkerhed til at vurdere Region Midtjyllands lægefaglige direktørs egentlige faglighed på baggrund af en pressetekst og en redegørelse af et scanningsforløb sendt ud af regionen.

Presseteksten og redegørelsen for genindkaldelse til fulddosis CT var så ”vildledende”, at det faldt Frede Olesen og flere andre læger for brystet. Han er professor i almen medicin ved Aarhus Universitet, og han har over en længere periode oplevet, at lægefagligheden i Region Midtjyllands hospitalsledelse som skræntende.

Han skrev en opsummering af alle de punkter, hvor han mener, at hospitalsledelsen har fejlet, og sendte dem til Styrelsen for Patientsikkerhed 26. oktober. Samtidig anmodede han styrelsen om at inddrage sine argumenter og dokumentation, som han har samlet sammen siden foråret 2020, når de skal evaluere den redegørelse, de havde modtaget fra Region Midtjylland. 

I brevet anbefaler Frede Olesen, at styrelsen evaluerer, om de skøn og valg, der er truffet, lever op til forventningen af en lægefaglig leder.

”Jeg skal anmode styrelsen om at vurdere, om de faglige skøn og vurderinger, der er udøvet af lægelig direktør Claus Brøckner Nielsen, er under niveauet for en god speciallæge inden for fagområdet ’lægefaglig ledelse’,” skriver Frede Olesen i sin e-mail til Styrelsen for Patientsikkerhed. Han anmoder samtidig om, at Styrelsen for Patientsikkerhed indbringer sagen for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der skal evaluere fagligheden bag forløbet. 

Om redegørelsen sendt ud af regionen, skriver Frede Olesen:

”Ved gennemlæsning af Region Midtjyllands afsluttende redegørelse må jeg konstatere, at afrapporteringen er fagligt svært mangelfuld og det i en grad, som ikke vil tillade en kvalificeret bedømmelse af sagen i STPS (Styrelsen for Patientsikkerhed, red.) uden supplerende information.”

Vildledende pressetekst

Presseteksten afspejlede redegørelsen på flere punkter og formåede at få flere medier til at bringe den vildledende konklusion, at genindkaldelse til fulddosis CT med kontrast havde ført til fund af flere tilfælde af kræft.  

Presseteksten og redegørelsen hjalp ikke læseren og journalister til at se, at disse fund af kræft ikke var relevante for genindkaldelsen. 

Kun én patient ud af de 99, der tog imod tilbuddet om fulddosis CT med kontrast, fik efterfølgende konstateret lungekræft. Men dette tilfælde af lungekræft kunne også ses på lavdosis CT-scanningen, som gik forud for fulddosis CT-scanningen, hvad betyder, at hele genindkaldelsen ikke havde båret frugt set i lyset af formålet med genindkaldelsen, og man har principielt udsat patienter for unødig strålingsfare. Det fortæller flere unavngivne kilder til Sundhedspolitisk Tidsskrift. Læs mere i artiklen ’Én person fra Silkeborg-sagen har fået konstateret lungekræft’.

”Man har overhovedet ikke patienternes sikkerhed med i det her. Det har været fuldstændigt unødvendigt at genindkalde patienterne. Men det forsøger ledelsen tilsyneladende at dække over i deres pressetekst og redegørelse,” siger Frede Olesen. 

Sundhedspolitisk Tidsskrift har bedt Claus Brøckner Nielsen om en kommentar, men han skriver:

“Jeg har ingen kommentarer til mailen sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor jeg er cc. på.”

Tags: Fredberg-sagen