Syv akutsygehuse kan ikke undersøge hjertepatienter om natten
På syv sygehuse, som modtager akutte hjertepatienter, har man ikke læger på arbejde døgnet rundt til at lave de nødvendige scanninger, viser en ny undersøgelse.
Bag undersøgelsen står Dansk Cardiologisk Selskab, Dansk Selskab for Akutmedicin og Hjerteforeningen i fællesskab har gennemført blandt landets hjertemedicinske sygehusafdelinger og akutmodtagelser, skriver Jyllands-Posten.
For patienter med symptomer på akut hjertesygdom kan ekkokardiografi være en altafgørende undersøgelse. Ved ekkokardiografi bruges ultralyd, og lægerne kan med undersøgelsen få et detaljeret billede af hjertet og hjerteklappernes funktion, som kan give dem hurtig information om, hvad den videre behandling skal være. Undersøgelsen kan f.eks. bruges til patienter med brystsmerter, åndenød og/eller lavt blodtryk.
Men undersøgelsen dokumenterer, at hvis akut hjertesygdom opstår om aftenen, om natten eller i weekenden, kan man på syv af landets sygehuse ikke lave en ekkokardiografi, fordi der ikke er speciallæger på vagt, som er uddannet til at lave den type undersøgelse. Det betyder, at mange patienter f.eks. må vente til næste dag med at blive undersøgt, få en diagnose og komme i behandling, fastslår formanden for Dansk Cardiologisk Selskab, overlæge Lene Holmvang, overfor Jyllands-Posten.
»Det er uholdbart. Ultralydsscanningen er en kerneundersøgelse, når man har med patienter med akut sygdom at gøre. Hvis man ikke kan lave den undersøgelse, kan det betyde, at patienterne ikke får den rigtige behandling, fordi man ikke kan komme en diagnose nærmere, før der atter er en lægespecialist på arbejdet,« siger Lene Holmvang til avisen.
Undersøgelsen viser også, at kun hver fjerde af landets hjertemedicinske afdelinger og hver femte akutmodtagelse har hjertespecialister på vagt om aftenen, om natten og i weekenden til at behandle de akutte hjertepatienter. Halvdelen af disse afdelinger har dog mulighed for at tilkalde en hjertelæge enten fra hjemmet eller fra en anden afdeling på sygehuset.
Tags: Dansk Cardiologisk Selskab, Lene Holmvang, Hjerteforeningen, Dansk Selskab for Akutmedicin
