Amsterdam vinder gyser om EU-agentur
København bliver ikke ny hjemby for EU's eftertragtede lægemiddelagentur (EMA), sådan som regeringen ellers havde håbet på og kæmpet for længe.
I stedet bliver det Amsterdam, som bliver værtsby. Amsterdam har lovet at give EMA 18 millioner euro til eventuelle omkostninger i forbindelse med flytningen. Desuden bryster Amsterdam sig af at have et velfærdssystem, som kan tilbyde skolegang og sundhed til de ansatte og deres familier. Familierne kan også se frem til en skattelettelse på op mod 30 procent i op til 96 måneder.
Amsterdams reklamevideo kan ses her.
Oprindeligt havde 19 lande lagt billet ind på at få det europæiske lægemiddelagentur. Lige nu ligger det i London, men det skal flytte, når briterne efter 29. marts 2019 ikke længere er medlem af EU. Tre lande har trukket sig fra kampen de seneste dage, og forud for dagens første afstemning blandt EU´s udenrigsministre, der er samlet i Bruxelles, var der altså 16 interesserede lande.
København gik sammen med Milano og Amsterdam videre til anden runde ved gyserafstemningen, og glæden hos politikere, styrelser og lægemiddelvirksomheder i Danmark var stor. Men København blev altså fravalgt i anden afstemning. Her fik Milano 12 stemmer, Amsterdam 9 stemmer og København 5 stemmer.
I sidste og afgørende afstemning stod det lige mellem Amsterdam og Milano, der begge fik 13 stemmer. Da der blev foretaget en dramatisk lodtrækning, vandt Amsterdam.
På Twitter tager Lægemiddelstyrelsen nederlaget pænt.
"Vi gjorde, hvad vi kunne. Alle involverede kan være stolte. Vi støtter maksimalt op om EMA´s nye hjem," skriver Lægemiddelstyrelsen.
