sverige
Svenskernes tillid til Löfven og myndighederne er smuldret under coronakrisen
Hvor lande som Danmark ved pandemiens indtog tyede til skrappe restriktioner, gik Sverige ad frivillighedens vej. En vej, der igen og igen er blevet begrundet med svenskernes store tillid til myndighederne.
Men som dødstallet er vokset, er den svenske tiltro smuldret.
I dag, hvor Sverige har rundet 12.000 døde, mener kun 26 pct. af svenskerne ifølge en undersøgelse foretaget af Dagens Nyheter og analyseinstituttet Ipsos, at landets socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, og myndighederne har håndteret coronakrisen godt. Det er et fald på otte procentpoint i forhold til i december.
Samtidig er andelen, der synes, at statsministeren generelt klarer sig godt, halveret siden maj. 37 pct. mener, at han klarer sig direkte dårligt. Og 43 pct. af svenskerne siger ifølge en måling fra SVT/Novus, at de kun har ganske lidt eller meget lidt tillid til Löfven.
Det står i kontrast til situationen i Danmark, hvor tilliden ifølge PWC’stillidsbarometer generelt er vokset under coronakrisen, samtidig med at de danske socialdemokrater har klaret sig godt i meningsmålingerne.
Ifølge Drude Dahlerup, professor emerita i statskundskab på Stockholms Universitet og Roskilde Universitet, er der ingen tvivl: Löfven og myndighederne bliver straffet for deres pandemihåndtering.
»Befolkningens tillid til coronahåndteringen synes i høj grad at følge smittetallene, både for Stefan Löfven og Anders Tegnell (Sveriges statsepidemiolog, red.). Det har i høj grad noget at gøre med, at det er gået så dårligt – specielt med at beskytte de ældre,« siger hun med henvisning til rapporten fra den svenske coronakommission, der i december slog fast, at landets coronahåndtering har været helt utilstrækkelig.
Samtidig hjælper det ifølge Hans Mouritzen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og ekspert i svensk politik, ikke, at nabolandene foreløbigt har klaret sig bedre igennem krisen ved at tage en fundamentalt anden taktik end den svenske i brug.
»Man sammenligner jo Sverige med de andre nordiske lande, der ikke har haft lige så mange dødsfald. Löfven har i nogen grad kunnet skubbe ansvaret over på Anders Tegnell og Folkhälsomyndigheten, som står for det, men han har ikke kunnet undgå, at noget også smittede af på ham selv,« siger han og understreger samtidig, at bandekriminaliteten i landet også spiller en ikke ubetydelig rolle i forhold til mistilliden til Löfven.
Hviler på skrøbeligt flertal
Det har da heller ikke hjulpet på tilliden, at flere fra regeringen og myndighederne er blevet taget i ikke at leve op til de anbefalinger om mundbind og afstand, som de selv har prædiket.
Blandt andet blev statsminister Stefan Löfven i december taget i at juleshoppe i et storcenter – kun to dage efter at han på det kraftigste havde opfordret svenskerne til at lade være. Og i forrige uge var det direktør i Folkhälsomyndigheten Johan Carlson, der i myldretiden blev spottet uden mundbind på hovedbanegården i Stockholm.
Drude Dahlerup understreger dog, at det ikke er første gang, at befolkningen har lav tillid til Löfven.
»Hvis man ser på kurverne for befolkningens generelle tillid til partilederne, faldt tilliden til Löfven noget fra 44 pct. i marts 2020 til 36 pct. i dag, men i februar sidste år lå han helt nede på 26 pct.,« siger hun.
Og ganske vist er tilliden til Löfven faldet i det store billede, men han har stadig et parlamentarisk flertal bag sig, omend det er skrøbeligt.
»Men det er klart, hvis Miljöpartiet falder ud ved det kommende rigsdagsvalg i september næste år, er situationen en helt anden,« siger Drude Dahlerup.
Miljöpartiet har længe ligget og rodet omkring den svenske spærregrænse på 4 pct. i målingerne. Som konsekvens valgte partiet i forrige weekend en ny leder og talsperson, den 44-årige Märta Steveni. Fredag udløste det en regeringsrokade.

