Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Amerikansk magasin kårer to danske hospitaler blandt verdens bedste

Hvert år kåres Aarhus Universitetshospital som Danmarks bedste hospital af Dagens Medicin, mens Rigshospitalet må se sig placeret et godt stykke nede af ranglisten. Men nu får Rigshospitalet en lille hævn. Et amerikansk magasin kårer nemlig Rigshospitalet til verdens 15. bedste hospital, mens Aarhus Universitetshospital er kåret til det 32. bedste i verden.

Bag kåringen står det amerikanske magasin Newsweek og data-firmaet Statista Inc., som har valgt de bedste hospitaler i 25 lande. De 25 lande er udvalgt ud fra, at landet skulle have høj levealder, mange hospitaler og mange sundhedsdata. Kåringen er foretaget på baggrund af vurderinger fra lægelige eksperter, patienter og kvalitetsdata, skriver magasinet.

Aalborg Universitetshospital og Odense Universitetshospital er ikke at finde på top 100, men har fået en uplaceret plads mellem de 100 og 200 bedste i verden. I alt var 2.000 hospitaler med i kåringen.

De øverst placerede hospitaler var - måske ikke overraskende i forhold til, at Newsweek er et amerikansk magasin - tre amerikanske hospitaler, nemlig Mayo Clinic på førstepladsen, Cleveland Clinic på andenpladsen og Massachusetts General Hospital på tredjepladsen.

Blandt europæiske hospitaler fik Charité - Universitätsmedizin i Berlin den bedste placering med en sjetteplads, skarpt forfulgt af Karolinska Universitetssjukhuset i Sverige på en syvendeplads. 

I Danmark kårer nyhedsmediet Dagens Medicin hvert år Danmarks bedste hospitaler, og Aarhus Universitetshospital er i alle årene kåret som Danmarks bedste hospital. I seneste kåring fra februar 2021 blev Odense Universitetshospital nr. to, Aalborg Universitetshospital nr. tre, og først som nummer fire kom Rigshospitalet.

Vurderingen af Danmarks bedste hospitaler er baseret på to parametre: Behandlingskvalitet som registreret i de kliniske databaser, der vægter med 90 pct., samt Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelse 2018 (LUP), som vægter med 10 pct.