Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Frygt for blodpropper overdøver store gennembrud

Gode nyheder om nye lovende behandlinger inden for psykiatri, onkologi og stamceller byder sig i denne uge til i Medicinske Tidsskrifters spalter. Men mange landes suspendering af AstraZenecas vaccinen stjal opmærksomheden. Det råder journalist Sybille Hildebrandt bod på i vores allerførste top fem over de vigtigste nyheder på sundhedsområdet, der som en fast feature også vil komme omkring udenlandske highlights.   

AstraZenecas vaccine ‘næppe årsag til blodpropper’ 

Kan AstraZenecas vaccine mod covid-19 udløse livstruende blodpropper? Det blev det helt store spørgsmål i medierne i den forgangne uge, efter at en vaccineret dansk kvinde udviklede et specielt symptombillede med et lavt antal blodplader, multiple blodpropper samt blødning. På linje med det europæiske lægemiddelagentur EMA tvivler flere hjertelæger på, at det er vaccinen, der udløste dem. og blodpropperne. Men da Lægemiddelstyrelsen fandt samme sygdomsbillede i få andre indberetninger i den europæiske bivirkningsdatabase, og lignende tilfælde dukkede op rundt om i verden, valgte en lang række lande - heriblandt Danmark - at suspendere vaccinen, indtil sagen er tilstrækkeligt undersøgt. Dødsfaldene behøver ikke at være udløst af selve vaccinen - de kan også skyldes at vaccinen er indgivet på en forkert måde. Det vurderer flere danske læger efter at have set danskere blive vaccineret på TV. 

Inflammation i hjernen kan kickstarte psykisk sygdom

Inflammation i hjernen kan udløse psykiatriske lidelser som f.eks. depression, OCD og psykoser, viser en række studier. Og det dirigerer psykiatrien i en helt ny retning, fortæller Danmarks eneste professor i immuno-psykiatri, Michael Eriksen Benros. En lang række af hans studier og metaanalyser viser, at antiinflammatorisk medicin kan være effektive behandlinger mod flere psykiske sygdomme. Det giver håb om, at man fremadrettet kan behandle psykiatriske lidelser mere effektivt og skånsomt end hidtil, hvor især psykotiske patienter har lidt under bivirkningstung medicin målrettet hjernens neurotransmittere. De grelle bivirkninger undgår man ved i stedet at satse på behandlinger, der styrker patientens immunforsvar. Immunforsvaret åbner også en ny dør for neurologer. I sommer skrev vi f.eks, om, hvordan forskere ved Sapienza Universitet i Rom satser på at behandle Alzheimers Sygdom ved hjælp af anti-inflammatorisk medicin. Andre forskere forsøger ad omveje at dæmme sygdomme i hjernen ved at styrke tarmfloraen.

Ny screening opsporer livmoderhalskræft, før den opstår

Et større antal kvinder slipper fremadrettet for at udvikle kræft og celleforandringer i livmoderen. Og det takket være en helt ny metode til at screene kvinder mellem 30 og 59 år, som er godt i gang med at blive implementeret. Ud over at analysere et skrab fra kvindens livmoderhals for celleforandringer og kræft, undersøger den nye metode også, om der er HPV-virus i cellerne. Det gør det for første gang muligt at sætte ind over for livmoderhalskræft længe inden, at sygdommen er opstået. En pilotundersøgelse af 40.000 kvinder på Sygehus Lillebælt konkluderer, at metoden er en succes: Metoden er i stand til at identificere HPV-smittede og effektiv til at opspore betydeligt flere kvinder på et tidligt stadie af den frygtede sygdom. De kvinder, der af den ene eller anden grund afstår fra at få foretaget et celleskrab hos lægen, kan fortsat tage en hjemmetest, som studier også har dokumenteret er effektiv til tidlig opsporing.

Stamceller fra mavefedt skal kurere sygdomme i tarm, led, lunger og hjerte

Mavefedt har normalt en kedelig klang. Men på Rigshospitalets kardiologiske stamcellecenter spår forskerne, at det bliver det nye sort i behandlingen af sygdomme overalt i kroppen. I støbeskeen har de selv stamceller, som inden længe kan blive det forsøgslægemiddel eller standardbehandling af patienter med hjertesvigt eller sygdomme i tarm og led og lunger. Med en bevilling på 25 mio. kroner fra Innovationsfonden vil forskerne nu optimere fremstillingen til at kunne levere færdige behandlinger på den store skala. Kardiologerne på Rigshospitalet er langtfra de eneste forskere med bevillinger i ryggen til at udvikle nye stamcellebehandlinger. Kort før jul fik ektor Rasmus O. Bak fra Aarhus Universitet et Carlsberg Foundation Young Researcher Fellowship og fem mio. kr. til sin forskning i blodets stamceller. Og tilbage i 2017 bragte vi en historie om, hvordan forskere fra Rigshospitalet og forskningscentret BRIC med 100 mio. kr. i ryggen fra Novo Nordisk Fonden vil bruge stamceller til at tage livtag med blodkræft. 

Ugens grafik

Hvorfor kan 870 coronapatienter presse vores hospitaler? Bliv klogere med Politikens overblik over coronaindlæggelsernes betydning for hospitalerne. 

Udland: Covid-19-ofre havde virus i hjertet  

Pandemien trækker fortsat store overskrifter i internationale lægefaglige tidsskrifter - f.eks. har tidsskriftet Modern Pathology publiceret et amerikansk studie, der viser, at en betydelig del af pandemiens ofre har virus i deres hjertevæv og en uregelmæssig hjerterytme op til deres død. Studiet udløser en omtale af tidsskriftet Science, der i en nyhed trækker tråde til tidligere studier.

Trænger man til at læse om andet end corona, kan man dykke ned i tidsskriftet Nature, der i den forgangne uge publicerede et amerikansk og et australsk studie med opskrifter på, hvordan man kan få stamceller til at bygge 3D-strukturer, der til forveksling ligner og opfører sig som menneskelige embryoner i den allertidligste fase. Disse såkaldte blastocyster er specialiseret i at trænge ind i livmoderslimhinden. De kunstigt skabte versioner åbner en helt ny mulighed for at udforske de allertidligste faser i et menneskets udvikling, skriver Natures redaktion i en overbliksartikel.

Et nyt amerikansk preprint-studie viser, at der i årene 1999-2017 blev udskrevet mere end 7,8 mia. lægemidler, der øger faldrisikoen blandt ældre. Det fordoblede antallet af dødsfald efter fald. Danske studier af professor Anton Pottegård tyder på samme problem herhjemme.

Tags: UgensUdvalgte