Flere sager om mulig svindel i lægepraksis er dukket op
På det seneste møde i det såkaldte landssamarbejdsudvalg for almen praksis blev tre sager om overfakturering for skattekroner afgjort.
I en af sagerne har to læger fra en klinik i Svendborg nu fået frataget retten til at drive lægepraksis »som følge af deres uretmæssige opkrævninger«. Region Syddanmark har efter sin undersøgelse af lægeklinikkens afregningsmønster vurderet, at de to læger i Svendborg har overfaktureret for potentielt 1,7 mio. kr.
Det fremgår af en aktindsigt, som Politiken undtagelsesvist har fået i referatet fra landssamarbejdsudvalget.
»Der blev fremlagt dokumentation for, at lægen havde afregnet videokonsultationsydelser eller almindelige (fysiske, red.) konsultationer, selv om konsultationerne alene var gennemført på telefon. I nogle tilfælde havde lægen afregnet ydelser, selv om der ikke var fundet konsultationer sted. Lægen erkendte i en mail til regionen, at der var fundet bedrageriske uregelmæssigheder sted, og at det var startet for 3 år siden«, lyder det i referatet.
Forskellen mellem en telefonkonsultation og en fysisk konsultation er 118 kroner.
Ifølge Politikens oplysninger er det et spørgsmål om tid, før sagen overdrages til politiet.
I en anden sag har en klinik fået en advarsel og skal nu tilbagebetale 101.000 kroner. En tredje klinik fik en bod på 10.000 kroner efter forinden at være blevet anmeldt til politiet, der opgav at gå videre med sagen.
