Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sygeplejersker varsler konflikt midt i corona-epidemien

Efter nej til OK21-resultat har Dansk Sygeplejeråd (DSR) indgivet et strejkevarsel. 

Det oplyser sygeplejerådet på sin hjemmeside.

DSR har knap 80.000 medlemmer, og hovedbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd har besluttet at varsle konflikt for 10 procent af medlemmerne ansat i kommuner og regioner. Konsekvensen af konfliktvarslet betyder, at sygeplejerskerne fra midnat mellem torsdag d. 20. maj og fredag d. 21. maj vil kunne strejke.

»Vi ser ingen anden udvej,« siger DSR formand, Grete Christensen.

Varslet kommer på baggrund af en en urafstemning i marts, hvor sygeplejerskerne med snævert flertal forkastede den overenskomstaftale, der er blevet forhandlet på plads med regionerne. 47,3 procent stemte nej og 46,5 procent stemte ja. I alt stemte 53,6 procent af Dansk Sygeplejeråds medlemmer.

Ifølge DSR har formandskabet siden og uden held forsøgt at få en forhandlingsløsning med arbejdsgiverne.

"Vores krav til arbejdsgiverne er en større lønmæssig anerkendelse til sygeplejerskerne, og at vi sender en fælles appel fra overenskomstparterne til Christiansborg om trepartsforhandlinger, hvor parterne i fællesskab forpligter sig til at arbejde for at indhente sygeplejerskernes historiske lønefterslæb,” siger Grete Christensen.

Hun uddyber:

”Sygeplejerskerne oplever ikke – og har ikke gjort det i årtier - at få den nødvendige, lønmæssige anerkendelse for deres kompetencer og det ansvar, de løfter hver dag. Den voksende utilfredshed kan få stor betydning for hele samfundet. Hvis vi ikke får taget et opgør med uligelønnen i Danmark, kan det blive endnu vanskeligere at rekruttere og fastholde medarbejdere i fag med lønefterslæb, og unge mennesker kan få en oplevelse af, at uddannelse ikke kan betale sig på vores område.”

Coronapandemien har også præget stemningen, forklarer formanden:

”Det har været et hårdt år for sygeplejersker. Under coronapandemien har mange sygeplejersker stået i frontlinjen og er blevet presset til det yderste. Ikke desto mindre har de imod alle odds leveret en ekstraordinær indsats og udvist stor fleksibilitet. I det lys er overenskomstresultatet en stor skuffelse for mange," siger Grete Christensen.

DSR understreger, at man ikke på forhånd vil udelukke et forhandlingsresultat med arbejdsgiverne. Tværtimod er der håb om, at arbejdsgiverne vil komme til forhandlingsbordet, og at en konflikt kan afværges. 

Dansk Sygeplejeråd og Radiograf Rådet er de eneste, som ikke har sagt ja et overenskomstforlig mellem Forhandlingsfællesskabet og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RTLN). RLTN forventer, at forligsmanden inden for kort tid vil indkalde RLTN og DSR til forhandlinger i forligsinstitutionen.

"Vi vil i RLTN indgå konstruktivt og resultatorienteret i dialogen med DSR og Forligsmanden for at undgå konflikten," siger Anders Kühnau, der er formand for RLTN.

Det generelle forlig indeholder lønstigninger på 5,04 procent og et styrket fokus på arbejdsmiljø og trivsel bl.a. gennem en ny lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø, en ny og individuel tilgang til seniorområdet og et projekt om det digitale arbejdsliv på de regionale arbejdspladser, der blandt andet skal fokusere på arbejdstilrettelæggelse, kompetencer og arbejdsmiljø.

DSR mener, at lønefterslæbet hos sygeplejersker er på 15-20 procent.

 

 

Fakta om de næste skridt

  • RLTN har indgået to aftaler med relevans for sygeplejerskerne. Et forlig med Forhandlingsfællesskabet 20. februar, der regulerer generelle forhold, og et forlig med Sundhedskartellet 22. februar, der regulerer særlige vilkår for deres medlemmer – herunder DSR.
  • Medlemmerne af DSR og Radiograf Rådet har ved et flertal forkastet forligene ved urafstemning 25. marts.
  • DSR har efterfølgende meddelt RLTN, at man varsler strejke. Både strejke og lockout er anerkendte værktøjer i den danske model.
  • RLTN forventer, at forligsmanden indkalder parterne til forhandling. Forligsmanden har mulighed for at udskyde konflikten 14 dage af to omgange. Ellers vil konflikten iværksættes fire uger efter forligsmanden erklærer, at konfliktvarslet er fremsendt.
  • I mellemtiden skal DSR og RLTN indgå en nødberedskabsaftale der sikrer, at livsvigtige og uopsættelige opgaver udføres. De skal senest træde i kraft dagen inden konflikten.

Sundhedskartellets afstemningsresultat ved OK21

  • Sundhedskartellet består udover DSR af Danske Tandplejere, Danske Bioanalytikere, Danske Psykomotoriske terapeuter, Farmakonomforeningen, Kost- og Ernæringsforbundet, Danske Fodterapeuter og Radiograf Rådet.
  • Sundhedskartellet har samlet set stemt ja til det indgåede forlig mellem RLTN og Sundhedskartellet, men et flertal i Dansk Sygeplejeråd og Radiograf Rådet har stemt nej
  • 53,5% af DSR’s medlemmer har stemt. 46,5% har stemt ja og 47,3% har stemt nej.

Tags: overenkomst