Denne uge har stået i genåbningens tegn. Uden de store sværdslag blev regering og opposition enige om en ret vidtgående aftale om genåbning, så vi både kan komme i storcentre, ud at spise, og sågar ud at drikke en øl. Vi kan også komme ind og se en fodboldkamp.
Meget sigende må nogle elever dog stadig vente på at kunne møde fuldt op i skolen. Med mindre da undervisningen kan henlægges til det lokale værtshus. Med tidsbestilling en halv time inden, at timen starter, naturligvis.
Det er svært at høre de pessimistiske stemmer. Danskerne har over en bred kam sukket efter en genåbning, og man skal være gjort af et særligt stof, hvis man vil tale imod det. Og det er da også snarere stemmer, der ønsker hurtigere og yderligere genåbning, der fylder. Forståeligt nok. For hvorfor kan børnene dog ikke komme fuldt tilbage i skolen?
Så er der slet ingen grund til bekymring? Det bedste vi kan gøre er jo at kigge lidt ud i verden og se på de erfaringer, man har gjort sig. I Portugal forsøgte man sig med en forsigtig genåbning i anledningen af julen. Det fik alvorlige konsekvenser, og man så stærkt stigende smittetal og begyndende pres på sundhedsvæsnet. Og i Indien troede man for bare to måneder siden, at man var igennem epidemien og begyndte at slappe af. Nu er smitten helt ude af kontrol, og sundhedsvæsnet er ved at bukke under. Men så er der Texas, hvor guvernøren fuldstændigt genåbnede staten i starten af marts. Tilsyneladende uden negative konsekvenser. I dagens anledning vil jeg helt undlade at kloge mig på Sverige, der nu har Europas højeste smittetal.
Umiddelbart er det jo svært at finde en fællesnævner. Men vi kan alligevel prøve.
Det mest åbenlyse først. Hvis der er relativ udbredt smitte, så vil udbredt social kontakt uundgåeligt føre til øget smitte. Det skete i Portugal, og det sker i Indien.
For det andet ser det ud til, at vaccinerne spiller en vigtig rolle. I Texas har 35 procent nu fået første skud. Smitten i Texas ligner i øvrigt udviklingen i Danmark. Smitten er cirka på samme niveau og har ligget på det plateau længe.
Derudover er der spørgsmålet om, hvor vidt der er en sæsoneffekt i smitten. Senest har danske forskere kunne konstatere, at der tilsyneladende var en klar sæsoneffekt i 2020. Og at vi givet vil se det igen i 2021, hvor den måske vil være mindre som følge af den nye engelske variant, der er mere smitsom. I Indien slås de ligeledes med nye mutationer. Og der er i øvrigt ikke samme forskelle mellem sæsonerne, som vi ser i Europa. Noget lignende gør sig gældende i Brasilien.
Vi krydser fingre for, at sommeren vil hjælpe os med at kontrollere smitten.
Covid-19 vil i øvrigt snart være en helt anden sygdom end den, vi har lært at kende. Det skyldes igen først og fremmest vaccinerne. Vi er nu gået i gang med at vaccinere den såkaldte gruppe 9. Det er personer i alderen 65-74 år. Dermed vil vi i løbet af en god måneds tid have vaccineret alle, der ønsker det, over 65 år. Det er i den gruppe, vi både ser absolut flest dødsfald, og også en stor del af indlæggelserne. Covid-19 vil med andre ord blive en sygdom, som kun ganske få vil dø af. Det vil få afgørende betydning for de politiske beslutninger, der skal træffes fremadrettet. For når vi pludselig har med en sygdom at gøre, der er mindre farlig end den sædvanlige influenza, som vi rammes af hver år, så er der naturligvis grænser for hvilke tiltag, man kan sætte i værk for at begrænse smitten uden helt at miste folkets opbakning.
Derfor må vi forvente, at mange af de restriktioner, vi stadig lever med, må være på vej ud. Det gælder kravet om brug af mundbind i offentlig transport og supermarkeder, ligesom det gælder forsamlingsforbuddet. Det sidste er for øvrigt formentligt langt det mest effektive redskab, vi har taget i brug, for at begrænse smitten. Det er i hvert fald, hvad forskningen peger på, som vi også tidligere har været omkring i denne blog.
Sagen er bare den, at hvis vi når hen i september med en smitte, der ligner det niveau, vi ligger på nu, så må vi forvente, at tallene vil stige ganske voldsomt. Men som sagt uden voldsomt mange dødsfald. Og hvad gør vi så? Lever vi med det, eller vil vi igen forsøge at gribe ind? Problemet er jo, at andre lande vil kigge med kritiske øjne på Danmark. Og står vi i en situation, hvor vi pludselig har meget udbredt smitte, så vil det få konsekvenser. Konsekvenser, der også vil kunne mærkes økonomisk. Det er ikke nogen nem situation at navigere i, og ikke en, man må misunde politikerne. Det er kunsten at blæse og have mel i munden.
Til sidst en lille serviceoplysning. Vi møder på vaccinationsstederne ofte spørgsmålet om, hvornår coronapasset efter vaccination egentlig gælder. For gælder det med det samme, eller skal man, som man kan læse på coronasmitte.dk, vente 14 dage? Svaret blæser lidt i vinden. For der står intet om de 14 dage på sundhed.dk, ligesom det ikke er nævnt i f.eks. vejledningen til restauranter i forbindelse med genåbningen. Jeg har derfor spurgt Sundhedsstyrelsen. Og svaret er, at vi ikke rigtig ved det. Det har vist været sådan, at der var 14 dages karens, men det er der måske ikke længere. Og således oplyste må vi regne med, at så snart du kan lave dit coronapas, så gælder det.
