Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Storbritannien i ny melding: Så mange er døde efter sjældne blodpropper

Storbritannien har i alt registreret 168 tilfælde af sjældne blodpropper og 32 dødsfald blandt personer, der har fået Astrazeneca-vaccinen.

Det oplyser den britiske sundhedsmyndighed, MHRA, torsdag, i en ny opgørelse over indrapporterede bivirkninger til covid-vaccinerne. Tallene er opgjort til 14. april, hvor 21,2 millioner mennesker havde fået første stik med vaccinen.

De sjældne blodpropper og lave antal blodplader har fået den nye sygdomsbetegnelse VITT (vaccine-induceret immun-trombotisk trombocytopeni), og 9. april påviste et tysk forskerhold for første gang en sammenhæng mellem AstraZeneca-vaccinen og VITT, da de udgav et studie i New England Journal of Medicine. Forskningen viste, at VITT opstår, når de AstraZeneca-vaccinerede personer i sjældne tilfælde ikke blot danner antistoffer mod corona, men også danner antistoffer mod deres egne blodplader.

MHRA har registreret de sjældne blodpropper hos 93 kvinder og 75 mænd i alderen 18 til 93 år. 19 procent af tilfældene har haft dødelig udgang. Et af tilfældene blev rapporteret efter, at personen havde fået sit andet stik.

Ud af de i alt 168 blodpropper har der været 77 tilfælde af sinus venetrombose, en sjælden blodprop i hjernen. Her har gennemsnitsalderen været 47 år.

91 af tilfældene har været sjældne blodpropper med et lavt antal blodplader, og her har de syge i gennemsnit været 55 år.

Med de nuværende indberetninger svarer det til, at der er ét tilfælde af de sjældne blodpropper pr. 126.000 briter, der er vaccinerede med vaccinen fra AstraZeneca.

I Danmark besluttede Sundhedsstyrelsen 14. april at droppe AstraZeneca-vaccinen på baggrund af dansk-norske register-data, som viste, at en ud af 40.000 vaccinerede risikere at blive ramt af VITT. Direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, sagde da, at tallet var forbundet med stor usikkerhed.

"Det kan være 1 ud af 20.000 eller 1 ud af 100.000. Men 1 ud af 40.000 er vores bedste bud. Vi har set flest tilfælde blandt yngre kvinder, men det skyldes, at det er flest yngre kvinder, som er vaccinerede. Vi kan ikke sige, at det rammer et bestemt køn eller aldersgruppe. Vi har også set tilfælde i andre aldersgrupper og også blandt mænd. Vi kan ikke sige på nuværende tidspunkt, hvem der vil være i risiko," sagde han.

MHRA mener på baggrund af de nye tal stadig, at fordelene ved AstraZeneca-vaccinen opvejer risikoen og har ingen planer om at droppe vaccinen. Den britiske regering besluttede dog - efter råd fra MHRA - tidligere på måneden, at alle under 30 år skal tilbydes et alternativ til AstraZenecas vaccine på grund af bekymringen omkring blodpropper. 

Storbritannien har haft over 4,8 millioner smittede med coronavirus og 127.597 dødsfald. Storbritannien begyndte vaccineringen mod covid-19 i december, og 49,8 procent af hele befolkningen har nu fået første dosis, og 16,8 procent af befolkningen har også fået 2. dosis og er fuldt vaccinerede. Alle over 50 år og alle sundheds– og socialarbejdere har fået tilbudt en coronavaccine. 

I takt med, at vaccineringen er skredet fremad, er antallet af nye smittede i Storbritannien styrtdykket, og antallet af indlagte faldet dramatisk. 18. januar var sundhedsvæsenet maksimalt belastet med 39.222 indlagte. 20. april var 1.915 indlagt med covid-19.

Tags: corona, coronavaccine