Covid-19 vaccination kan give mange, men milde reaktioner i huden
AAD: Covid-19-vaccination kan give mange og ubehagelige bivirkninger på huden, men ingen af dem er alvorlige, og derfor bør disse bivirkninger ikke afholde nogen fra at blive vaccineret.
Det konkluderer forskerne bag et nyt studie, som blev præsenteret ved den amerikanske kongres for hudlæger, AAD VMX 2021.
Studiet har undersøgt reaktioner i huden efter covid-vaccinationer med henholdsvis Pfizers og Modernas mRNA-vacciner.
"Nogle af disse hudmæssige reaktioner kan se skræmmende ud. Men fire timer efter, at man har fået vaccinen, er de typisk mindre. Og i nogle tilfælde kan reaktionerne indikere, at kroppens immunsystem responderer godt på covid-vaccinen,” siger en af forskerne bag studiet, Esther Freeman, direktør for Global Health Dermatology ved Massachusetts General Hospital og leder af det internationale Covid-19 Dermatology Registry.
Hun fortæller, at nogle udslæt kan forekomme en dag eller to efter vaccinationen, mens andre først viser sig syv til 14 dage efter. De fleste udslæt forsvinder af sig selv, mens enkelte kan kræve behandling med antihistaminer, topikale steroider eller andet. Uanset reaktionerne skal de dog tages alvorligt, påpeger hun, og opfordrer alle, der oplever dem, til at søge lægehjælp.
Resultater giver større sikkerhed
Studiet, som netop er publiceret i Journal of the American Academy of Dermatology, har undersøgt på effekten af Moderna- og Pfizer-vaccinerne hos 414 amerikanere, som fik vaccinen i perioden fra december 2020 til februar 2021. De mest almindelige reaktioner viste sig at være markante og forsinkede reaktioner nær injektionsstedet - kaldet ‘Covid-vaccine arm’ - og andre typer udslæt ved injektionsstedet samt nældefeber og udslæt på hele kroppen svarende til dem, der typisk ses efter virale infektioner.
Tags: corona, coronavaccine
