Betroet medarbejder på sygehus tilstår svindel for flere millioner kroner
I 2019 blev en betroet medarbejder med 30 års ansættelse på Sygehus Lillebælt anholdt og sigtet for millionsvindel mod sin arbejdsplads. Den sigtede erkender nu at have oprettet falske fakturaer og indkøbt fiktive varer til sygehusene i Vejle, Kolding og Middelfart. Flere millioner kroner endte i egen lomme.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Tiltalen gælder bedrageri af særlig grov beskaffenhed og misbrug af offentlig stilling eller hverv. Formuleringen "af særlig grov beskaffenhed" indikerer, at anklagemyndigheden vil gå efter en straf på mere end de halvandet år, som er max i almindelige bedragerisager.
Hans forsvarer, advokat Mette Grith Stage, oplyser, at hendes klient vil tilstå. Når der er tale om en tilståelsessag, er der lagt op til, at medarbejderen alene skal afhøres i retten. Der er dermed umiddelbart ikke indkaldt vidner.
I retsmødebegæringen, som avisen har fået aktindsigt i, står der, at medarbejderen er tiltalt for at franarre arbejdspladsen godt to millioner kroner. Han var på daværende tidspunkt ansat i en betroet stilling på Sygehus Lillebælt og indkøbte varer til sygehusene i primært Vejle, men også Kolding og Middelfart. Ifølge retsmødebegæringen lod han over for sine kolleger som om, at han udleverede udstyr til patienter, der slet ikke fandtes. Sygehuset betalte for et fiktivt fjernlager og nedskrev det undervejs.
Medarbejderen har både selv indkøbt og fået andre til at indkøbe varer, som sygehuset betalte for, men aldrig fik leveret. Der er eksempelvis tale om såkaldte støvhætter, poseovertræk, unikasser, låg, kort og stopklodser.Svindelnumrene lod sig gøre, fordi de efter politiets opfattelse skete "i forening efter forudgående aftale eller fælles forståelse med" flere samarbejdspartnere uden for sygehuset - og igennem deres virksomhed.
