Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ny type infektion breder sig som en epidemi i Indien - inden i den store epidemi

Ikke nok med, at over 4.000 indere hver dag dør af covid-19 i øjeblikket - nu dør mange også en ny type infektion, kaldet mucormycosis. Indiens sundhedsmyndigheder har bedt de enkelte stater om at erklære de mange mucormycosis-tilfælde for en epidemi - inden i den store covid-epidemi. 

Det skriver BBC.

Læger har mistanke om, at mucormycosis-tilfældene kan være koblet til de steroider (binyrebarkhormon), der bruges til behandling af svære tilfælde af covid-19. I de seneste måneder har der været millioner af nye covid-smittede i Indien og derfor også megen brug af steroider. Binyrebarkhormon reducerer betændelse i lungerne hos coronapatienter, men skader også immunsystemet og hæver blodsukkerniveauet markant hos både diabetikere og ikke-diabetiske covid-19-patienter. Specielt diabetes-patienter er i risiko for at få svampeinfektionen, som typisk ses 12-15 dage efter at patienterne er kommet sig over deres covid-19, fortæller læger til BBC.

Infektionen er normalt meget sjælden og rammer patienter med lavt immunforsvar. Svampeinfektionen har en meget høj dødelighed i Indien på 50 procent. Kun ved at fjerne eksempelvis et øje eller en kæbe kan det nogle gange lykkes lægerne at fjerne svampeinfektionen, før den rammer hjernen.

Ifølge Hindustan Times er 7.251 personer lige nu ramt. I sidste uge sagde delstaten Maharashtras sundhedsminister Rajesh Tope, at der var 1.500 mucormycosis-tilfælde kun i Maharashtra.

Maharashtra med hovedbyen Mumbay er den delstat i Indien, som har været hårdest ramt af covid-19-epidemien. 

I går, torsdag, skrev Indiens sundhedsminister Lav Agarwal til Indiens 29 stater for at bede dem om at erklære mucormycosis-tilfældene en epidemi. Dermed vil ministeriet få beføjelser til at overvåge, hvad der sker i hver stat og give mulighed for bedre at sikre behandling.

Stigningen i tilfælder har ført til en mangel på lægemidlet Amphotericin B, der anvendes til behandling af mucormycosis, på trods af at det er fremstillet af mange indiske virksomheder. Det har ført til, at familier desperat henvender sig til det sorte marked.  

Ifølge ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, er mucormycosis en meget sjælden sygdom i Danmark. Det er ikke noget, som er set i så udtalt grad, at man kan sige, at der er en sikker sammenhæng mellem covid-19 og mucormycosis i Danmark, siger Lars Østergaard til TV 2.