BLOG. Christian Heibøll-Nielsen er taget til Norge for at arbejde som farmaceut, og der, hvor han bor, er mundbind frivilligt at tage på i supermarkedet. Men hvornår handler folk frivilligt? Og hvornår handler de rationelt? Og hvornår handler det bare om at tænke på sig selv først?

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.
Han har arbejdet som selvstændig konsulent og rådgivet firmaer med markedsføring indenfor life-science. Men i maj 2021 er han taget til Norge for at arbejde som farmaceut.
Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.
Min karantæne i Norge er endegyldig overstået. Det hele sluttede med 7. dags testen, som på grund af pinsen dog først blev på dag 9. Både en pcr og en kviktest og forhåbentlig de sidste test for mit vedkommende. Jeg har trods alt været færdigvaccineret i en måneds tid. Dermed kan jeg nu frit færdes i det norske samfund.
Et kig på Norge giver et interessant indblik i hvilken fremtid, der venter os. Hvordan? Jo, her i Gol i Hallingdal – et område, der aldrig har været hårdt ramt af corona, men som dog ligger i samme fylke som en del af det hårdt ramte Oslo, har bystyret ophævet flere af coronarestriktionerne. Blandt andet brugen af mundbind i det offentlige rum, forudsat at man kan holde en vis afstand. Trods dette kunne ingen drømme om at bevæge sig ind i supermarkedet uden et mundbind på. Helt frivilligt.
Og netop effekten af borgernes frivillige handlinger er blevet et aktuelt stridspunkt i kampen mellem det meget liberale Danmark og det mere gammeldags borgerlige Danmark, personificeret ved mine to gode venner Jonas Herby fra Cepos og journalisten Uffe Gardel. Jonas har gennem hele epidemien forfægtet det klassisk liberale synspunkt, at statslig indgriben er af det onde, og at borgernes frivillige adfærdsændringer af sig selv ville have bremset epidemien. Og Uffe holder hovedet koldt og minder Jonas om, at jo, nedlukninger virker, og smitten toppede netop, da vi lukkede landet ned.
Med de norske erfaringer in mente turde man sige, at begge måske har en pointe. Og her er det vigtigt at huske, at de frivillige adfærdsændringer måske i virkeligheden ikke er så frivillige. Men snarere er et udtryk for bevidstheden om, at skulle smitten sprede sig igen, ja så venter den store nedlukningshammer. For det er sådan, at når liberale siger, de tror på frivillighed, så handler det i virkeligheden om en tro på, at mennesker handler rationelt. Og rationalitet er en mærkelig størrelse. For det er selvfølgelig hensigtsmæssigt at undgå at blive smittet, hvis man tilhører en udsat gruppe. Eller bare er over 60. Mindre hensigtsmæssigt er det, hvis man er yngre og ikke risikerer et alvorligt forløb. Så skal der andre ting i spil. Det kan være, at man finder det hensigtsmæssigt at påtage sig et samfundsansvar for at begrænse smitten og dermed beskytte de udsatte. Litteraturen er dog ikke fuld af gode eksempler på en sådan rationalitet. Sandheden er, at de fleste af os mest tænker på os selv.
Vi så det tydeligt i den forløbne uge. Da Brøndby efter mange års tørke vandt det danske mesterskab i fodbold, så man ikke meget til årets ord i 2020: Samfundssind. Der blev festet, krammet, skålet og holdt fest. Og det er dem vel ondt. Og strengt taget er der jo ikke noget galt i, hvis sunde og raske mennesker holder en fest. Problemet opstår, hvis der er nogen, der ignorerer symptomer, eller måske har undladt at lade sig teste af frygt for at gå glip af festen. Men man forstår, at man kan være lidt bitter, når man har udsat sit bryllup eller 50-års fødselsdag for så at se fodboldfans give Fanden i anbefalingerne.
I Danmark hænger truslen ellers tydeligt over hovedet med de nye lokale nedlukninger. Er der smittede nok i sognet, så lukker uddannelser og skoler, kultur- og fritidsaktiviteter ned, ligesom liberale serviceerhverv og udskænkningssteder. Og her er måske et af problemerne. Det er ikke særlig vanskeligt at bevæge sig ud af sognet for at få opfyldt sine behov et andet sted.
Forsker Lone Simonsen har anslået, at uden restriktioner ville vi i Danmark have haft 17-35.000 ekstra dødsfald. Sverige, der har fået meget skæld ud for deres tilgang til epidemien, har nu rundet mere end 14.000 dødsfald. Det svarer til, at der i Sverige er mere end 1.400 dødsfald per million indbyggere. Til sammenligning har der været 433 pr. million i Danmark. I øvrigt ligger både Tjekkiet og Ungarn over 2.800 dødsfald per million. Det er det niveau, Lone Simonsen forudså uden restriktioner.
I både Sverige, Tjekkiet og Ungarn har der dog været restriktioner undervejs. Alligevel er det gået galt. Og det peger på et andet fænomen. Borgernes frivillige adfærdsændringer er forskellige i forskellige lande. Mange ting spiller ind. Kultur, boligforhold, sundhedsvæsnet, befolkningstæthed, osv.
Vi bliver ikke færdige med diskussionen om, hvorvidt vi har ramt rigtigt med restriktionerne i Danmark foreløbig. Det er ikke gået rigtig skidt i Danmark, men dog stadig dårligere end i Norge og Finland. Og omvendt har det været dyrt. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anslår et tab af velstand på 100 milliarder kroner. Og det er jo også en slags penge.
Tags: corona, coronablog