Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sundhedschef siger op for at blive SOSU-elev

Sundhedschef i Viborg Kommune, Peter Borup Sørensen, har sagt sit job op for at blive SOSU-elev.

Det skriver han på det erhvervsorienterede, sociale netværkssite LinkedIn.

"Jo, det er sandt nok. Jeg har netop sagt mit job op som sundhedschef ved Viborg kommune til fordel for en stilling som SOSU-elev i Lemvig kommune.
Efter at have rundet de 60 år har jeg mærket, at det er det jeg ønsker at bruge resten af mit arbejdsliv på. At være tæt på og hjælpe de mennesker der har behov for god og værdig pleje og omsorg. Det glæder jeg mig rigtig meget til," skriver han.

Peter Borup Sørensen har været sundhedschef i Viborg Kommune i næsten fem år og var tidligere områdechef i Kræftens Bekæmpelse i Vejle gennem ti år.

Hans opslag er få dage gammelt, men har foreløbig givet 4.372 positive reaktioner fra andre brugere af Linkedin: "Flot", "Modigt, "Respekt" er de gængse kommentarer. 

For Peter Borup Sørensen selv lå beslutningen lige til højrebenet. Han har mærket efter, hvad han vil bruge resten af sit liv og sit arbejdsliv på, og det er mindre arbejde og mere tid sin familie og sine interesser.

"Som chef er det ikke nemt at komme ned på at arbejde 37 timer om ugen, og du kan ikke gå på deltid. Jeg har aldrig været chef for den høje løn eller prestigen. Jeg har altid søgt efter at lave noget, der giver mening for mig," siger han til Fredericia Dagblad. 

Peter Borup Sørensen begynder som sosu-elev i Lemvig Kommune 5. august.