Overvågningsteknologi skræddersyr Christian Eriksens behandling
Den danske fodboldspiller Christian Eriksen fik torsdag implanteret en såkaldt Implantable Cardioverter Defibrillator (ICD). Det skete som følge af, at han faldt om med hjertestop i EM-kampen mod Finland lørdag aften.
Det er det italienske medie La Gazetta dello Sport, der erfarer, at operationen skete torsdag. De senere år er implanterbare hjertestartere blevet mindre og er lettere at indoperere. I dag foregår indgrebet med lokalbedøvelse, og patienten er oppe at stå igen efter få timer.
En ICD-enhed fungerer på samme måde som en almindelig pacemaker, men har de ekstra funktioner, at den kan holde øje med en eventuel faretruende hurtig hjerterytme og kan udsende elektriske stød, som genstarter hjerterytmen. Den er lidt større end en tændstikæske og placeres under huden foran på brystkassen under kravebenet.
Ingeniøren skriver, at der uden på elektroden til hjertekammeret er to metalspoler, der giver elektrisk stød med omkring 40 joule mellem de to spoler eller mellem spolerne og hjertestarteren. Når hjerterytmen pludselig ændres, typisk ved at blive for hurtig, analyseres forstyrrelsen i ICD’en processor, der er programmeret til forskellige behandlinger - fra små svage impulser, der korrigerer hjerterytmen, til et kraftigt stød for at genoprette rytmen eller for at stabilisere pulsen efter et hårdt stød. Som regel vil hjertestarteren først aktiveres, når en patient i forvejen er slået bevidstløs, og man vil derfor ikke opleve smerter forbundet med hjertestarteren.
»Hvis man er vågen, så føles det som et hårdt slag i brystet,« siger professor i hjerterytmeforstyrrelser på Aarhus Universitetshospital, Jens Cosedis Nielsen, til Ingeniøren.
Cirka 1.200 danskere får hvert år en ICD-enhed indopereret. Den hyppigste årsag til, at folk får en hjertestarter, er, at de har haft en blodprop i hjertet og har nedsat hjertepumpe-funktion, mens det hos yngre sportsfolk, der får faretruende hurtig hjerterytme, typisk handler om for tyk hjertemuskel eller arvelige tilstande, der kan give ekstra slag ved hjertet og i værste fald hjertestop.
I alt går ca. 10.000 danskere i dag rundt med en ICD.
I sjældne tilfælde kan eliteidrætsudøvere med en ICD opleve, at hjertestarteren aktiveres ved en fejl på grund af for høj puls.
»Teoretisk er det muligt for nogle unge mennesker at få pulsen så højt op, at man overskrider de grænseværdier, som hjertestarteren er programmeret til at reagere på. Men det er ikke et problem, vi oplever særligt tit,« siger Jens Cosedis Nielsen til Ingeniøren
