Overlæge på Riget: Der findes gode måder at få industrien til at sponsere sammenlignende studier
Selvom det kan være dilemmafyldt for forskere at overtale medicinalfirmaer til at finansiere studier, der undersøger lægemidler head-to-head (overfor hinanden), så er eksisterer der faktisk gode muligheder for akademiske forskere for at gennemføre netop den type industrifinansierede studier.
Det påpeger Carsten Utoft Neimann, der som overlæge ved Rigshospitalet Afdeling for Blodsygdomme efterhånden har landet flere af den type aftaler.
Hans råd til kolleger er, at flere forskergrupper slutter sig sammen. Og han nævner, at industrien er afhængig af, at uvildige forskergrupper udfører den type sammenlignende studier og vil også derfor gerne være med til at sponsorere.
Akademiske forskere på universiteter og universitetshospitaler havner ofte i et dilemma, når de giver sig i kast med kliniske studier, der måler effekten af ligeværdige lægemidler fra konkurrerende firmaer overfor hinanden. Af hensyn til troværdigheden vil de gerne køre forsøgene helt uafhængigt af industrien. Men da lægemidlerne og de kliniske forsøg typisk er meget dyre, har de ikke råd til at finansiere studierne selv. De er derfor ofte nødt til at indgå i en forhandling med de enkelte virksomheder for at få dem til at sponsorere gratis medicin til forsøgspersonerne og omkostningerne til forsøgene. Ikke desto mindre kan det godt lade sig gøre at få landet nogle aftaler, der både sikrer troværdigheden og finansieringen. Det fortæller Carsten Utoft Niemann, der som overlæge ved Rigshospitalets Afdeling for Blodsygdomme efterhånden har landet flere af den type aftaler.
“En enkeltstående forskergruppe lykkedes sjældent med det. Men ved at slå sig sammen med andre forskergrupper inden for samme felt, får vi magt til at skubbe firmaerne til at få testet og sammenlignet de behandlinger, vi mener er vigtige for vores patienter,” siger han.
Forhandlinger tager tid
At få en aftale med et medicinalfirma er dog sjældent noget, der falder i hak hen over en nat - det tager lang tid, bl.a. fordi det ikke altid er let at gennemskue hvilket firma, der har ejerskabet over en behandling. F.eks. troede han og hans kolleger for nylig, at de var tæt på at være i mål med at forhandle en aftale på plads med et medicinalfirma om gratis levering af bispecifikke antistoffer til en klinisk afprøvning af behandlingen, da det viste sig, at et andet firma havde købt sig ind i firmaet og dermed også havde noget at skulle have sagt.
