Epilepsiforeningen: Region H's løsning med udgående funktion bør udbredes
Epilepsiklinikken ved Rigshospitalet har indført en udgående funktion, der løfter den sundhedsfaglige indsats for handicappede borgere med epilepsi på bosteder i Region Hovedstaden. Ordningen løser ikke alt, men bør udbredes til resten af landet, hvor der fortsat er store problemer med kvaliteten i sundhedsydelserne på bostederne, mener formand for Epilepsiforeningen Lone Nørager Kristensen.
Omkring hver tredje af omkring 50.000 danskere med udviklingshæmning oplever i løbet af livet epilepsi enten på grund af en medfødt genetisk skade eller skader de pådrager sig. Udviklingshæmningen giver udfordringer i forhold til behandling af epilepsien, men som Neurologisk Tidsskrift tidligere har beskrevet, arbejder en udgående enhed under Epilepsiklinikken på Rigshospitalet på at sikre, at patienter med udviklingshæmning i Region Hovedstaden har adgang til samme kvalitet i epilepsibehandlingen som andre patienter. Ordningen har ifølge Anne Sabers, som er ordningens ansvarlige neurolog, sikret beboerne, at deres epilepsi bliver fulgt og behandlet af en neurolog i tæt samarbejde med det personale fra bostederne, som kender beboeren bedst.
Formand for Epilepsiforeningen Lone Nørager Kristensen ser tiltaget som et tiltrængt kvalitetsløft for mennesker med epilepsi og udviklingshæmning i Region Hovedstaden, men der er tale om et lokalt løft, understreger hun.
Fejlmedicinering - gang på gang
“Vi oplever, at Hovedstadsområdet har fået et rigtig godt løft, som man absolut ikke ser i resten af landet. Der sker jo gang på gang fejlmedicinering, eller skader fordi borgere ikke kan få den overvågning, de har behov for,” siger hun.
Trods et betydeligt kvalitetsløft løser den udgående funktion ikke alle problemer omkring bostederne i Region Hovedstaden. Ordningen gør det lettere at nå borgeren med den sundhedsfaglige indsats, men ifølge Lone Nørager Kristensen er det fortsat et problem, at der ikke er nok sundhedsfagligt personale på bostederne.
“Det betyder, at der stadig er problemer med observation i dagligdagen og medicinhåndtering. Der bliver ikke ført anfaldskalender, og hvis man for eksempel ikke observerer, om borgeren har to eller ti anfald om ugen, kan det være svært for lægen at give den rette behandling,” siger hun.
