Overlæge: Sclerose efter 50 år er mere almindeligt end først antaget
EAN: Læger i de neurologiske afdelinger og Scleroseklinikkerne skal have i baghovedet, at en vis andel af patienter med multipel sclerose (MS) debuterer med sygdommen, efter de er fyldt 50 år.
MS er kendetegnet ved at være en sygdom, der dukker op tidligt i livet, men en mindre del af patienterne debuterer sent, og det er vigtigt, at denne gruppe diagnosticeres korrekt.
Det fortalte overlæge og leder af Det Danske Scleroseregister Melinda Magyari om ved en workshop om sent debuterende MS (LOMS) ved EAN Virtual 2021 i sommer. Emnet var sat på programmet, fordi EAN og ECTRIMS er gået sammen om at sætte fokus på, at sygdommen også kan dukke op hos lidt ældre patienter.
“Indtil videre har MS været betragtet som en sygdom, man får i ung alder, men det viser sig, at forekomsten af sen sygdomsdebut er større end antaget. Det er ikke hyppigt, men det forekommer, og det er vigtigt, at man er opmærksom på det i ambulatorierne, for ellers er der en risiko for, at symptomerne tolkes som noget andet,” siger Melinda Magyari.
Det Danske Scleroseregister præsenterede sidste år en analyse, hvor forekomsten af sent debuterede MS blev tydelig, og det fik andre registre til at følge efter, og efterhånden tegner der sig et billede af, at omkring fem procent af MS-patienterne får sygdommen, efter at de er fyldt 50 år. Og op mod tre procent får sygdommen efter 60 års-alderen.
Ifølge Melinda Magyari kan sent debuterende MS forklares med at, at der med alderen opstår såkaldt immunosenescence, hvilket betyder, at immunsystemet ældes. Det betyder igen, at den inflammatoriske respons er mindre.
Tags: multipel sclerose, sclerose, EAN21
