Sygeplejersker strammer strejkeskruen: Nu lukkes der helt for planlagte operationer i Syddanmark
Dansk Sygeplejeråd (DSR) har i dag sendt varsel om en femte strejkeudvidelse. Det sker samtidig med, at sygeplejerskernes første varslede udvidelse træder i kraft natten til tirsdag og bl.a. vil ramme Region Syddanmark hårdt: Der lukkes for de sidste afdelinger, som har med planlagte operationer og kontroller efter operationer at gøre. Danske Regioner inviterer nu DSR til et gensidigt orienteringsmøde, og DSR siger ja ti mødet.
Yderligere 281 sygeplejersker fra Region Syddanmark, Midtjylland og Hovedstaden vil strejke fra den 7. september. Et ærgerligt, men nødvendigt skridt, mener DSR-formand Grete Christensen:
”Det kommer uundgåeligt til at give en masse gener og utryghed for borgere og patienter, og det har vi det som sygeplejersker dårligt med. Men det skal åbenbart gøre ondt på borgerne, før arbejdsgivere og politikere begynder at lytte. Det synes jeg er utroligt,” siger hun til DSR.dk.
Det er femte gang, Dansk Sygeplejeråd udvider strejken.
12. juli besluttede DSR første gang, at de ville varsle en udvidelse af strejken, og denne første udvidelse træder i kraft 10. august - altså fra midnat, hvor 702 ekstra sygeplejersker går i strejke.
Danske Regioner inviterer nu DSR til et gensidigt orienteringsmøde, hvor begge parter får mulighed for at lytte til hinanden i forsøget på at finde en løsning på konflikten.
"Min dør har stået åben, men vi har kun hørt lidt igennem pressen. Derfor indkalder vi nu DSR til et orienteringsmøde, for måske hjælper det at sidde over for hinanden. Der er ikke tale om en forhandling – der er tale om et møde, hvor vi kan lytte til hinanden og forhåbentlig blive klogere på, om der kan findes en realistisk vej videre ved overenskomstbordet," siger Anders Kühnau, chefforhandler for Danske Regioner og formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
