Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sundhedsfagligt koryfæ sidder i et fly på vej til et nyt liv

Knut Borch-Johnsen vil svæve på en sky hele dagen i dag. Måske er den lyserød, for når den pensionerede lægefaglige vicedirektør på Holbæk Sygehus og medicinrådsmedlem sent i aften lander i det vestafrikanske land Sierra Leone, begynder et nyt eventyr og et nyt liv for den 66-årige sundhedsekspert.

"Det er nok en underdrivelse at sige, at jeg er spændt," sagde han i går, dagen før afrejsen.

Efter 39 år i det offentlige, danske sundhedsvæsen begynder han på et nyt kapitel i sin karriere. I et år skal han være administrativ chef for mor-barn hospitalet Hangha Pediatric Hospital i Kenema. Hospitalet blev oprettet for godt to år siden af Læger Uden Grænser, og Knut Borch-Johnsen overtager ledelsen på et tidspunkt, hvor hospitalets aktiviteter skal udvides - bl.a. fra 160 senge til 240 senge. 

 

Her ligger Hangha Pediatric Hospital i Kenema i Sierra Leone.

 

Der er 740 medarbejdere, som er både lokale, men også frivillige læger og sygeplejersker fra hele verden. De skal tage sig af svære sygdomme hos små børn og komplicerede graviditeter og fødsler i et opland med 600.000-700.000 indbyggere.

Læger Uden Grænser skal også træne lokalt sundhedspersonale og forbedre sundhedstilbuddene til mor og barn, og behovet er enormt i det fattige land. Sierra Leone er fortsat mærket af et to-årigt udbrud af Ebola fra 2014-2016 og konsekvenserne af en blodig borgerkrig i 90´erne, som kostede titusindvis af døde og mere end to millioner fordrevne. På Human Development Report index er Sierra Leone helt nede på en 182. plads ud af 189 lande, og Sierra Leone har en tårnhøj dødelighed under svangerskab i forbindelse med fødsler og blandt spædbørn. 1.360 mødre dør pr. 100.000 fødsler, og over 10.000 børn dør pr. 100.000 fødsler. 

"Der er altid for få ressourcer på hospitalet i forhold til behovet, og derfor kommer personalet til at prioritere. Og til at opleve, at patienter, som ville overleve andre steder i verden, måske ikke kommer til at overleve her, fordi folk her er meget syge, når de kommer, og måske ikke kommer i tide," siger Knut Borch-Johnsen. Han mener, at netop at coache og tage sig af personalet, som kommer til at se voldsomme og mentalt svære ting, vil blive en del af hans ledelsesopgave.

"Det er svært at forudse, hvordan alting bliver, men jeg er overbevist om, at jeg kommer til at lede på en anden måde end hjemme i Danmark. Der er personale både fra Sierra Leone, men også fra alverdens lande. I Danmark har vi en ledelseskultur, som er flad, og hvor man har høje forventninger til, at medarbejderne selv tager initiativ. Det har meget af personalet i Kenema ikke nødvendigvis været vant til. De er måske mere vant til en hierarkisk opbygning," siger han, der dog ikke har tænkt sig at ændre sit værdigrundlag.

"Jeg står for højst mulig delegeret ledelse, og det vil kræve meget coaching af mellemlederne," siger han.

For Knut Borch-Johnsen er det nye job en gammel drøm. 

"Jeg har altid ville lave frivillig arbejde og talte allerede for fire år siden på Folkemødet med direktøren for Læger Uden Grænser i Danmark om mine muligheder, når jeg gik på pension," fortæller han. 

Han kommer til at bo i et af husene på hospitalets område. Her får han sit eget værelse, men skal ellers dele huset med andre læger fra hele verden.

Hans kone er ikke gået på pension og må fortsætte arbejdet hjemme i Danmark.

"Heldigvis er der mange muligheder for at kommunikere med billede over nettet i dag, end da min 16-årige datter for mange år siden tog et år til Australien. Og jeg regner med, at min kone kommer på ferie her på et tidspunkt - desværre kan hun ikke komme på besøg på hospitalet, for vi må ikke modtage gæster på grund af fare for lassafeber. Men vi kan se hinanden i hovedstaden Freetown."

 

Se video fra hospitalet her