Alle corona-restriktioner ophører 10. september - covid-19 er ikke længere en samfundskritisk sygdom
Fra 10. september er det slut med alle restriktioner. Det er slut med at skulle vise coronapas og med automatiske nedlukninger af sogne og kommuner. Den nuværende kategorisering af covid-19 som en samfundskritisk sygdom ophører.
"Regeringen har besluttet ikke at forlænge denne kategorisering. Det skyldes dels den store vaccinationstilslutning, dels den stærke epidemikontrol," hedder det i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.
Beslutningen kommer under en time før, at de blå partier ville stille forslag i Folketingets Epidemiudvalg om at ophæve kategoriseringen af covid-19 som samfundskritisk sygdom.
Beslutningen er en milepæl i den halvandet år lange håndtering af epidemien i Danmark. Covid-19 skal nu betragtes anderledes af myndighederne og ikke længere som en sygdom, som kan lægge sundhedsvæsenet ned. Over 70 procent af alle danskere er fuldt vaccinerede, og antallet af indlagte har længe været lavt og stabilt.
Det er en bekendtgørelse fra sundhedsminister Magnus Heunicke, der har defineret covid-19 som samfundskritisk, og som har givet myndighederne specielle beføjelser i håndteringen af covid-19 - som for eksempel forsamlingsforbud, krav om coronapas og krav om mundbind. Bekendtgørelsen udløber 10. september, og man skulle derfor fra politisk side have valgt at forlænge den for at opretholde beføjelser til restriktioner og sognenedlukninger. Beslutningen om ikke at forlænge den er truffet efter inddragelse af den faglige referencegruppe, Epidemikommissionen og sundhedsmyndighederne.
"Epidemien er under kontrol, og vi har rekordhøje vaccinationstal. Derfor kan vi 10. september droppe nogle af de særregler, vi har været nødt til at indføre i kampen mod covid-19. Regeringen har lovet ikke at holde på tiltagene længere, end det var nødvendigt, og der er vi nu," siger sundhedsminister Magnus Heunicke.
Når det går op for S-regeringen de er i mindretal, ja så kommer de også på bedre tanker 45 min før mødet i Epidemiudvalget skulle starte. Tak for det #dkpol https://t.co/4oJ4DlsEon
— Sophie Løhde (@sophieloehde) August 27, 2021
Tags: corona


