Dansk undersøgelse: Flere oplever vedvarende symptomer et år efter covid-19
ERS: Der er stor variation i de symptomer, mennesker, der har været ramt af covid-19, oplever. Det fortæller Henrik Hansen, der har kigget nærmere på området i et studie, han netop har præsenteret på årets store kongres for lungelæger, European Respiratory Society (ERS).
5-10 procent af de patienter, der har haft covid-19, oplever vedvarende symptomer efter infektionen. Det viser et studie, hvor forskere har fulgt 34 patienter, der var indlagt med covid-19 på Lungemedicinsk Afdeling eller på Intensiv på Bispebjerg Hospital.
”I vores studie viser vi, at deltagerne oplever flere forskellige symptomer, og en større andel har en nedsat funktion. Til gengæld har de generelt en velbevaret arbejdskapacitet udtrykt ved en maksimal iltoptagelse,” fortæller Henrik Hansen, post.doc, ph.d., cand.scient.san, fysioterapeut og certificeret specialist i hjerte-lunge fysioterapi på Lungemedicinsk Forskningsenhed, Hvidovre Hospital. Studiet har Henrik Hansen lavet sammen med en flerfaglig forskergruppe på Lungemedicinsk Forskningsenhed, Bispebjerg Hospital.
Ud over de 34 tidligere indlagte deltagere inkluderede forskerne også 23 deltagere, der havde været mindre syge af covid, og som blev fulgt af egen læge. Også disse deltagere oplevede fortsat vedvarende symptomer af mere eller mindre specifik grad tre måneder efter infektionen.
De to grupper gennemgik flere undersøgelser herunder EKG, blodprøver, psykologiske kliniske screeninger, funktionstests, fysiske tests såsom 1-minutters sit-to-stand (1-minSTS) og håndgrebsstyrke (HGS) samt selvrapporterede skemaer på alt lige fra arbejdsevne til respirationssymptomer og livskvalitet, angst og depressionssymptomer – ligesom alle deltagere fik lavet en højopløselig CT-scanning samt en udvidet lungefunktionstest.
Patienterne udviser mange symptomer
”Vi valgte at tage det helt store testbatteri frem, og på resultaterne kunne vi se, at omkring 50 procent af deltagerne oplevede fem eller flere symptomer, som var alt fra radiologiske forandringer til funktionsbegrænsninger, nedsat fysisk kapacitet, nedsat lungefunktion, nedsat koncentration, hukommelsesbesvær, nedsat livskvalitet, respirationssymptomer, begrænset arbejdsevne og afvigende blodprøvesvar,” fortæller Henrik Hansen og peger på, at de mange symptomer spredte sig bredt og viste et heterogent billede.
