Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Strejkende sygeplejersker skal nu betale bod og kan trækkes i løn

56 kr. eller 86 kroner pr. nedlagt arbejdstime. Så meget skal sygeplejersker, der de seneste uger har deltaget i overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, nu betale i bod.

Det har Arbejdsretten torsdag afgjort, oplyser Dansk Sygeplejeråd.

De 56 kroner kommer i spil for de sygeplejersker, som nedlagde arbejdet efter regeringsindgrebet 27. august, men før 9. september, hvor Arbejdsretten pålagde sygeplejerskerne at vende tilbage til arbejdet. De 86 kroner i bod pr. nedlagt arbejdstime kommer i spil for dem, som har nedlagt arbejdet efter 9. september.

Derudover kan alle sygeplejersker, der har deltaget i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, trækkes i løn svarende til de timer, de har været væk fra arbejdet. 

Sygeplejersker landet over har fortsat overenskomststridige arbejdsnedlæggelser efter regeringsindgrebet. De har nedlagt arbejdet typisk af en times varighed. Så sent som i morges, torsdag, skete det ved Aalborg Universitetshospital, hvor op mod 200 sygeplejersker nedlagte arbejdet. Arbejdet har i denne uge har også været nedlagt på både Herlev Hospital, Bornholms Hospital og i Lolland Kommune.

”Vi har videreformidlet Arbejdsrettens pålæg til vores medlemmer, og vi understreger endnu en gang, at de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser er noget, som vi klart må tage afstand fra, og det må stoppe nu. Den kamp for et bedre sundhedsvæsen, sygeplejerskerne kæmper med de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, er en kamp, som vi ikke kan vinde på denne måde,” siger Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen.

”Der er hårdt brug for bedre løn og arbejdsvilkår i sundhedsvæsenet. Det kæmper vi også for i Dansk Sygeplejeråd, men det skal ske med lovlige midler og ikke overenskomststridige aktioner,” siger hun.

Sundhedsstyrelsen har i et notat vurderet, at det vil tage op mod to år at få afviklet efterslæbet efter sygeplejerskernes 10 uger lange strejke i sommer.